ingen fastaval

Jeg er så dårlig som jeg maksimum har det én gang årligt.
Jeg bliver praktisk taget aldrig rigtig syg, men denne gang er jeg ramt i hele kroppen. Det eneste rigtig positive er, at jeg ved at det går over. I det mindste giver det at være i live såen et perspektiv.

Men intet fastaval i år. Ingen spillen musik med Jens....Dét knuser mig virkelig. Jeg havde virkelig en masse musik jeg har længtes efter at spille med ham...og nu...intet...nu er det atter bare i hjertet og håbet. Det gør mig meget trist.

Oven i det, så er der dét med at svigte tobias i at føre vores fælles projekt til dørs. Især fordi det så meget er bygget på vores fælles forestillinger. - Jeg håber han stadigvæk har tillid til mig og kan finde den fuldt frem en anden gang.

Men i det mindste er der noget omsorg fra de gode mennesker i mit liv. Jon kommer forbi senere med frugt og toiletpapier....Jeg har på ingen måde kunne gå ud selv idag. Min feber er dansende og jeg går kold med et par timers mellemrum. Jeg hader hader hader hader at være syg. Jeg hader hader hader at være magtesløs.

Samtidigt er min bror dejlig og bekymret. Det er rart at opleve medfølelse. Jeg vil fucking snart være rask!