Om en virkelig sindsygeanstalt. Hvor de tog deres job alvorligt, og ikke tjekkede folk ud nødvendigvis. Det var dét min drøm sluttede med- altså at jeg gennemgik mit tjeckout og skulle blive bland de crazy- fordi mit humør i testmålingen stadigvæk talte som deprimeret.
Men det var egentligt historien om de to kys. Om de to crazy gutter der på hvert sit tidspunkt tog mod til sig og fik kysset mig. Det var historien om Pondy ( ja staklen var der af en eller anden grund) der sammen med resten af sit slæng prøvede - meget smigrende- at skabe alenetid med den ene gut så musik kunne opstå.
Det var historien om, at den ene af dem kyssede forfærdeligt. Det var historien om, hvordan jeg - selvfølgelig- blev drøn homies med "tha bad guys of etnisk baggrund" som tog i byen i hemmelighed og drak vodka.
Det var også historien med den mærkelige glasvæg fra galeren og ind til kæmpehospitalets parkeringskælder, hvor en af mine gutter enten obsessede over gamle og stilede biler - og troede nok på det til at inkludere sin mobiltelefon- eller rent faktisk overvågede en eller anden boss-type...
Dammn...hvor han kyssede dårligt...og kradsede...og hvor var jeg flink og tålmodig...Interessante detalier denne drøm holdt sig.
Det vigtigste jeg tænkte over i drømmen var, hvor nær til en ens intimsfære bliver når der er så lidt plads og folk er så fremmede for en. Med alles personlige crazy universer bliver de små intime møder både farlige og potentielt privatlivsnedrivende. Hvis der ingen steder er at gå hen og ens sfære er invaderet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar