Endnu en flis er blevet slået af min optimistiske drømmesjæl. Jeg er så trist nu, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre.
Alles livsrytmer er vel forskellige...og det præger vores oplevelser af livet.
Min livsrytme er således, at den éne gang på et år hvor jeg bliver syg, er oven i en af de vigtigste - måske dén vigtigste sociale begivenhed - der er i min sociale kalender i løbet af året.
Det er ikke fordi jeg er svagelig...langt fra. Jeg bliver aldrig syg. Det eneste grundlag jeg har for at skulle have forventet det her er, at det er fucking vigtigt for mig.
Der var måske for mange ting jeg glædede mig til, samlet på ét sted.
Jeg er virkelig ikke religiøs eller overtroisk. Men dét her er det tætteste jeg er, på en umiddelbar irrationel oplevelse af verden....Udover, at der egentligt ikke er noget irrationelt over et imperisk baseret verdenssyn...<- Jeg ved det er bla...men sådan føles det.
hvad fanden skal jeg gøre? Hvorfor i alverden skal jeg overleve hvis det er så skide svært og ulykkeligt? Hvordan i alverden kan jeg danne mig en mening med tilværelsen, når det spinkle grundlag af glæde smuldrer under mig. Fuck.
Jeg ønsker at lære at føle det her igennem, så jeg måske kan slippe det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar