Så er det afgjort. Naturligvis med en tynd chance for appel og udvikling...Men i bund og grund er det eneste idag har bragt ( udover en celebration af min dejlige broders fødselsdag) en afklaring.

Tømmerflåden er stødt imod kysten, og intet var som håbet. Jeg har grædt og hulket og følt det fulde omfang af det umulige. Der var en halv time hvor mit hjerte stod stille.

Men nu er det somom verden står skarpt igen. Klarere end den har gjort længe. Det tunge er faldet fra mit hjerte. Afvisningsafklarethed er i det mindste friere end venten. Og jeg er gladere end jeg har været længe.

Måske jeg egentligt er ligeglad hvordan mine vilkår er, sålænge jeg ikke er i en situation hvor jeg skal bekymre mig. Nu er jeg fucked, men fri. Hellere det en bundet til et ikke-eksisterende håb om imorgen.

----------------------------------

Alting er tilbage til sin egen finurlighed. Jeg venter lidt på den søde fyr med de sindige tanker. Men det er en god venten. Ligemeget om det går den ene eller anden vej, så har det været en skøn oplevelse.

Musikken begynder at blomstre i det små. Den tvinger sig ud af mine porer og næsebor og pibler ud af fingrene. Guitaren har fundet vej ind i min seng igen og klaveret kalder hver gang jeg planlægger at tage ud i verden. Det gør mig lidt traurig, at jeg ikke ved hvormeget jeg kan vokse med det, men det er dejligt at mærke den i mig. At mærke hvordan den er ufornægtelig.

Hele årstiden er så meget til, at starte ting op. Jeg ville ønske at det kunne kanaliseres ind i studeren, men i det mindste har vi nu en ordentlig scenarieplan at schnuuptage til fastaval. Det bliver godt. Det bliver endnu engang forhåbentligvis noget der giver en ordentlig spiloplevelse.

Det var godt at fejre lillebror hos morforældrene. Det var tiltrængt med noget familiefirmandsdataudveksling. Det var dét vi endte med at definere det som. Ikke diskution, for ingen prøver rigtig at overbevise hinanden. Det er mere delen af data og små miniforedrag med specialseret viden. Men det er hjerner der fungerer på deres maksimum kapacitet og det er sind der både søger en bedre verden men samtidigt også viden om denne. Det har jeg virkelig savnet.

Nu er det eneste jeg mangler noget spænding. Og det hjælper ikke at se Weeds der fuldstændigt glorificerer det farlige liv på den anden side af loven. Og ikke mindst de fantastiske sexede sympatiske forbrydertyper de idealiserer. Jeg ved egentligt ikke om jeg savner de småbeskidte lag af samfundet som jeg var i kontakt med, men det er den hurtige vej, til et tankespind om noget mere spændende. Det er værre gris at antage, at det ville hjælpe på noget, men det er på den anden side også svært at sætte fingeren på, hvad der gør spændende ting til samme.
Skal der være noget på spil? Skal der være noget der kan skabe ulykke? Eller er det nok med en indsats og en aftale om at der er noget på spil? Eller skaber det kun en skrabet børnevenlig udgave af energien?
Eller er den bare en følelse som skal skride af helvede til? Trangen til spænding? Hmm... Eller også handler det måske bare om, hvordan i alverden jeg finder mit kick :)

Blandet landhandel

Jeg elsker min nye "tømmerflåde uden mål i universet" tv serie. Jeg har virkeligt brug for noget til at få denne dumme tid til at gå, og Weeds er fantalastisk. Uventet, underholdende og kækt intelligent. Top karakterer fra den spøjse pige på amager.

Tja... Jeg tror jeg er færdig med Sonsbeek halløjet. Det har været lærerigt på alle mulige måder, og det ville virke som passivt agressivt pis, at evaluere det online her i æteren uden at gøre det til en samlet evaluering som kom til dem det handlede om. Så jeg vil lade denne kryptiske stikpille være mit eneste sure opstød og komme videre med en masse fantastiske erfaringer. Hurra for at have fået udvidet min horisont omkring billedkunst. Hurra for at have siddet i solen, i et fremmed land og jamme med en magisk fremmed der tale flere men fremmede sprog. Hurra for dét øjeblik midt i alt det andet, der først gav mening flere uger efter. Dét øjeblik var lige dér i sig selv og var en sejr for ordløs sammenhæng.
Hurra for at have mødt mennesker og lært en masse om mig som projektmedarbejder. Fået testet en masse styrker og svagheder. Hvis jeg nogensinde havner i et projekt igen, så ved jeg endnu engang en masse mere om hvad og hvordan. Især om hvem jeg er i projektsammenhæng og hvad jeg bringer af styrker hvornår. ( og svagheder...men det er så dælens u-selvtillidsopbyggende at plapre løs om dem :-p ...Altså medmindre det bliver relevant. Ih altså...Ikke ligenu... Tilbage til positive tanker og hep hurra)

Aktivisme og ordkonstruktioner...

Af alle de labels jeg har fået, blevet påtvunget og selv har valgt, så er der dælendulme aldrig rigtig nogen af dem der passer som min personlige tabte glassko.

Jeg tror problematikken ligger i, at hvis jeg fuldt ud accepterer en definition, så vil det kræve en form for krise eller ideolgisk(logisk) opgør. Og det er meget meget få ting som jeg er 100% sikker på. Det er den der relativisme som spiller ind. Det er spøjst...det har nok noget at gøre med min lejekontrakt i Paradoxalien, at på den ene side står inde for en masse ting og samtidigt stiller spørgsmålstegn ved tingene.

Eller også er det hele præmissen med navne og etiketter. Jeg ved sku ikke om der er noget der liige passer i skabet, når jeg vil beskrive min fremtid.
Og så kommer alle begreberne og prøver at lave rammer og kasser. Altså. Jeg synes det hele er noget rod. Men det er dejligt, at have sådanne sproglige krummelurer at bruge de ubrugelige dage på, når alting ellers står stille.

Dét der virkeligt undrer mig, er hvordan samtaler om den slags begreber, altid overrasker folk. Indtilvidere ihverttilfælde. Enten bliver det til en fuldstændig abstrakt samtale, eller en dybt forundret og første-gang-de-tænker-over-det situation. Er det virkerligt ualmindeligt at have overvejet den slags en masse? jeg har utroligt svært ved at lure, hvad der så spekuleres over. Min kammerat beskyldte mig igen for, at overvurdere folk. Men jeg aner aner aner virkeligt ikke, hvilken skala jeg så skulle vurdere folk efter. Og hvordan ved jeg, hvornår det er mig der tænker folk op i gear og antager det bedste og hvornår det er reelt.

Altså...enten er jeg aldrig kommet ud af teenage navlepilleriet...eller også har jeg haft en 30 års krise de sidste 4 år.

Jeg ved det ikke. Det er nemt at have samtaler om alting sålænge det er abstrakt.- Men at få forståelse for, at ønske at arbejde med formen af sit liv konkret...dét er en helt andet havtaske.

blade i vinden

Kalenderblade i vinden. Tid der går bare fordi at den skal gå. Måneder der forsvinder bare fordi de skal.

Men ellers så rykker jeg igang med musikken igen. Ligemeget hvad det så end kommer til at betyde for min studiehverdag. Jeg har luret, at en del af min modvilje mod, at vise interesse for skidtet er, at jeg har haft en trang til at frarøve universet min musikglæde. Det er en lille ( stor) smule megalomanisk, men det har været en form for forhandling. En del af sorgprocessen. Ala " nåh...jamen så vil jeg slet ikke, hvis i ( eller dig store kosmos) nægter at lade mig studere det" Handlingslammende og en smule trist, men det er positivt at det endelig er kommet op til overfladen.

En ny kammerat fik mig leget ind i musikalsk nysgerrighed igen. Det har gevet mig lyst til at udforske og erobre mere viden. Det har tændt en lille smule dj-konkurrencelyst og en samlertrang. Alt sammen værdifulde små komponenter i, at være ved at komme ovenpå i forhold til denneher sorgprocess.

At miste noget og sidde med en følelse af, ikke at have fået nok ud af det, er vel enhver form for sorgprocess tragedie. Og det er sådan jeg har det med min skole. Men måske er det tid til at komme videre. Selvom tanken om, at det ville være bedst sådan, er mega skræmmende samtidigt, så er det godt at den er der. Jeg har altid været i tvivl om, om jeg burde gøre andre ting. Så det må betyde at jeg er tilbage til normalen.

At jeg tør tænke fremad er også godt. I det hele taget er det en forløsende oplevelse, at det er ved at slippe taget i mig.
- Jeg har vidst at det gjorde mig depressiv, - men jeg har håndteret det med alle mine nye værktøj. Vidst hvad der var vigtigt at prioritere. Så denne gang har det været uden skyldfølelse...hvilket har gjort det en hel del nemmere.

Så...Måske ved jeg noget snart. Måske ved jeg aldrig noget. Måske kommer jeg tilbage på dark- med en evig tvivl om jeg burde lave noget nyt. Måske starter jeg på et nyt studie med en lille bismag af bitterhed, thi jeg burde havde været Dark elev. Sådan er det. Tilbage til Kierkegård og enten eller.

Så nu er tiden inde, til at sparke noget røv i musikbattle og vente igen igen. Jeg tror denne process har gjort mig både meget mere rolig og i stand til at håndtere uundgåelige ting der trækker ud, og samtidigt dybt dybt utålmodig med resten. Interessant udvikling.

På øen i nettet

Jeg sidder her på min tømmerflåde med min trofaste laptop. Efter et halvt år på havet, er mit hjemland i sigte. Vejen har været lang og til tider farlig. Livet om bord på denne flydende ø har krævet en masse tilpasning. Det er blevet en form for hverdag, som har været krydret med landgang i mærkelige land og bland mærkelige væsner.

Nu er jeg snart ved at lægge til på en vant kyst. Mit hjemland. Hvor jeg har levet og studeret. Men har tingene ændret sig til ukendelighed? Har jeg?

Som den kystlinie, jeg har prøvet ikke at længes efter nat efter nat, kommer tættere på, kan jeg ikke længere holde styr på nogen af mine følelser. Men jeg kan hellerikke genkende dem. Ved ikke hvad de er. De ligger så dybt nede under søsygen og de absurde betragtninger om min rejse, at jeg kun kan ane dem igennem mit indre stille vand. Dernede på bunden kan jeg skimte angst for så mange før kendte og nu fremmede oplevelser, at det virker som historier fra et andet liv. For jeg er en tømmerflåderejsende. Dét er min virkelighed. At vide at den vil ændre sig når plankerne støder mod kystens sand, er både udmattende og uvirkeligt. At det sker lige om lidt, er en brændende vished, som holder søvnen på afstand.

Måske vil jeg altid længes tilbage hertil. Til stilheden under stjernerne i natten. Til de lange og ensomme dage med ryggen mod havet og ansigtet vendt til solen. Evigt på udkigt efter land, men velvidende at hjem var for langt væk til at håbet var vedkommende.

Men nu er land i sigte. Og folk venter. Men hvordan mon tingene spiller ud....Om der er andre muligheder for mig derinde. Tjaa... Mon Robinson ikke længtes til sit andet hjem i de mørkeste timer....

Drømme til undsætning

I det sidste lange stykke tid har mine drømme været fyldt med grå følelser og ambivalente vibes. De har generelt efterladt mig blå og småtrætte,- fyldt med de samme følelser som mine dage har gemt.

Men i nat drømte jeg et underbevidst trøstende klap på skulderen. Udover den sædvaneligt lange og rodede historie sat sammen af dagsrester og den meget velkome gæsteoptraden fra Andie, så var der en påminder som har reddet hele min dag.

Der var et mærkeligt instrument, med flere funktioner, som der blev spillet på. I drømmen ( og især i virkeligheden) havde jeg aldrig set det før. Og oplevelsen af, at få det imellem hænderne og kunne lure det, at kunne vride nogle toner ud af det og få det til at synge. Det havde jeg brug for at vågne op til. Jeg anede det ikke, men jeg havde brug for at huske det.

Nu hvor afgørelsen omkring min skole er lige oppe over. Og det er så meget ude af mine hænder. Alt det press har sat tvivlen igang i mine daglige tanker. Selvvurderingen og kritik. Bekymring over, om jeg har kæmpet en masse for at studere noget, jeg burde have valgt fra, til fordel for noget jeg ville brilliere mere i.

Men drømmen mindede mig om, at ligemeget hvor ussel en musiker jeg er, så er jeg stadigvæk Musiker. Om ikke andet, så kan jeg sådanne kunster som at samle instrumenter op, vide hvad de kan, og aftvinge dem en eller anden form for sang. Det kræver minimum level 3. Og det er altid en start.

Så dagen har været skøn. Den glade meddelelse om sygdomsfri krop er også rar. Og en rollespilstur ud i den store verden med tobias burde også blive en fornøjelse. Jeg regner med, at vi får løst verdenssituationen et par gange på vej frem og tilbage her i weekenden.

De siger min sag bliver behandlet på lørdag. Jeg håber at det virker, at være så langt væk som overhoved muligt. Og at kombinere fysisk afstand med indlevelse i en fantasiverden,- det burde kunne gøre tricket :)

Træt af tomgang - eller - hurra for sprog og virkelighed!

og fucking træt af at høre på mig selv klage og brokke. Ja, det er berettiget og noget jeg har brug for at komme af med, men det skaber ikke noget nyt og det fordrer ikke for tanker om hvad der er spændende her i livet.

Og der er drøn spændende ting der går for sig. Hele oplevelsen af, at finde en fyr som jeg er betaget af, og rent faktisk svinge sammen for en stund. Det er dælme længe siden og det var ikke så ringe endda. Det fordrer for antagelsen om, at det kan ske igen. Måske med ham, eller med andre i den store vide verden. Hele problematikken med at finde genklang, kan én gang for alle sættes sammen med uvidenhed om selvet.

Og det er interessant hvordan dét virker, selvom det var data jeg ikke havde nogen mulighed for at få adgang til i lang tid. Det var en definition i min virkelighed, som andre havde skabt, og som kun tiden kunne rive huller i. Og hurra for den forløsning, og hurra for oplevelser der står fine og klare i minderne.

Noget af det nervepirrende ved første møder er blevet slukket ved, at søge frigørelse fra fremtiden. Men tilgengæld er der en skøn boblende begejstring, der på ingen måde er mindre spændende. Uvisheden er der stadigvæk og pirrer og forvirrer, men hele den dommedagsfikserede monogame myte er mindre og mindre tydelig i baghoved og gør nuet så meget finere. Ingen klaustrofibiske tanker, om placering af rengøringsmidler eller systemer til opbevaring eller andre normpåtvungne kompromier. Potentielt samvær på selvskabte præmisser uden normdiktatur er en skøn fremtidsudsigt, hvis der endelig skal være nogen :)

Og hurra for, at en masse mennesker i forvejen kæmper imod banaliteten. Hurra for, at de har fået defineret alle mulige brugbare vendinger. Det er længe siden at jeg har dykket ind i randkandten af en sproglig subkultur. Det er spændende og for en gang skyld ikke bare et lingvistiskt eventyr, men også en lun samfundsfilosofisk tankeboble. Brugbare termer og en lille tryghed i, at finde ud af at jeg ikke er alene i min mistro til det etablerede. Men også en vidunderlig vished om, at det bevæger og udvikler sig. At det kun kan blive friere og mere åbent. Ihverttilfælde i denne optur i vores kultur. Hvem ved hvilke retrovictorianske normer fremtiden
måske fører med sig.