Så er det afgjort. Naturligvis med en tynd chance for appel og udvikling...Men i bund og grund er det eneste idag har bragt ( udover en celebration af min dejlige broders fødselsdag) en afklaring.

Tømmerflåden er stødt imod kysten, og intet var som håbet. Jeg har grædt og hulket og følt det fulde omfang af det umulige. Der var en halv time hvor mit hjerte stod stille.

Men nu er det somom verden står skarpt igen. Klarere end den har gjort længe. Det tunge er faldet fra mit hjerte. Afvisningsafklarethed er i det mindste friere end venten. Og jeg er gladere end jeg har været længe.

Måske jeg egentligt er ligeglad hvordan mine vilkår er, sålænge jeg ikke er i en situation hvor jeg skal bekymre mig. Nu er jeg fucked, men fri. Hellere det en bundet til et ikke-eksisterende håb om imorgen.

----------------------------------

Alting er tilbage til sin egen finurlighed. Jeg venter lidt på den søde fyr med de sindige tanker. Men det er en god venten. Ligemeget om det går den ene eller anden vej, så har det været en skøn oplevelse.

Musikken begynder at blomstre i det små. Den tvinger sig ud af mine porer og næsebor og pibler ud af fingrene. Guitaren har fundet vej ind i min seng igen og klaveret kalder hver gang jeg planlægger at tage ud i verden. Det gør mig lidt traurig, at jeg ikke ved hvormeget jeg kan vokse med det, men det er dejligt at mærke den i mig. At mærke hvordan den er ufornægtelig.

Hele årstiden er så meget til, at starte ting op. Jeg ville ønske at det kunne kanaliseres ind i studeren, men i det mindste har vi nu en ordentlig scenarieplan at schnuuptage til fastaval. Det bliver godt. Det bliver endnu engang forhåbentligvis noget der giver en ordentlig spiloplevelse.

Det var godt at fejre lillebror hos morforældrene. Det var tiltrængt med noget familiefirmandsdataudveksling. Det var dét vi endte med at definere det som. Ikke diskution, for ingen prøver rigtig at overbevise hinanden. Det er mere delen af data og små miniforedrag med specialseret viden. Men det er hjerner der fungerer på deres maksimum kapacitet og det er sind der både søger en bedre verden men samtidigt også viden om denne. Det har jeg virkelig savnet.

Nu er det eneste jeg mangler noget spænding. Og det hjælper ikke at se Weeds der fuldstændigt glorificerer det farlige liv på den anden side af loven. Og ikke mindst de fantastiske sexede sympatiske forbrydertyper de idealiserer. Jeg ved egentligt ikke om jeg savner de småbeskidte lag af samfundet som jeg var i kontakt med, men det er den hurtige vej, til et tankespind om noget mere spændende. Det er værre gris at antage, at det ville hjælpe på noget, men det er på den anden side også svært at sætte fingeren på, hvad der gør spændende ting til samme.
Skal der være noget på spil? Skal der være noget der kan skabe ulykke? Eller er det nok med en indsats og en aftale om at der er noget på spil? Eller skaber det kun en skrabet børnevenlig udgave af energien?
Eller er den bare en følelse som skal skride af helvede til? Trangen til spænding? Hmm... Eller også handler det måske bare om, hvordan i alverden jeg finder mit kick :)