Passion
Desire
Det har været en super nærig uge. Med alle mulige helt almindelige provokationer af selvet- som livet består af - og så samtidigt ekstremt press på de store hv spørgsmål.
Og for 10 minutter siden følte jeg resignationen. Opgivelsen. Svømmemusklerne der længtes efter, at give sig hen til strømmen og holde pause. Måske endda holde helt op. Droppe drømmen om rummet og stjernerne og påtage hverdagsmyternes længsler om dyrere, større, pænere. Ånde ud og dykke ned i strømmen hvor alt er mellemtoner og behagelige farver. Frasige den lille smule kunst der kunne være i min eksistens til fordel for tilpasning.
For jeg blev kaldt til ansvar igen igen. Blev med samfundsretfærdige stemmer afkrævet forklaring og retfærdiggørelse igen igen. Børn der dør i afrika, børnefamilier der betaler skat. Mig der ikke er til gavn for produktionen ligemeget hvordan jeg bliver vendt og drejet.
Med et dybt ønske om at blive specialist, blev jeg alment veluddannet. Men stadigvæk ikke synderligt værdifuld på nogen punkter. Jeg ved ikke hvor det er det er gået skævt. Men ilden i mig skriger stadigvæk på forløsning. Samfundssindet i mig trænger til en løsning. Og for første gang nåede spørgsmålet helt ind til flammen. Resignation? Lade det blive en eller anden ungdomsdrøm og få mig katte og flere potteplanter og et sekretærjob hvor jeg brilliere ved julefrokosterne?
Måske...
Ligenu ser jeg ingen vej udenom. Men jeg føler ilden.
Og alt dette har holdt søvnen fra mig igen...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar