Af alle de labels jeg har fået, blevet påtvunget og selv har valgt, så er der dælendulme aldrig rigtig nogen af dem der passer som min personlige tabte glassko.
Jeg tror problematikken ligger i, at hvis jeg fuldt ud accepterer en definition, så vil det kræve en form for krise eller ideolgisk(logisk) opgør. Og det er meget meget få ting som jeg er 100% sikker på. Det er den der relativisme som spiller ind. Det er spøjst...det har nok noget at gøre med min lejekontrakt i Paradoxalien, at på den ene side står inde for en masse ting og samtidigt stiller spørgsmålstegn ved tingene.
Eller også er det hele præmissen med navne og etiketter. Jeg ved sku ikke om der er noget der liige passer i skabet, når jeg vil beskrive min fremtid.
Og så kommer alle begreberne og prøver at lave rammer og kasser. Altså. Jeg synes det hele er noget rod. Men det er dejligt, at have sådanne sproglige krummelurer at bruge de ubrugelige dage på, når alting ellers står stille.
Dét der virkeligt undrer mig, er hvordan samtaler om den slags begreber, altid overrasker folk. Indtilvidere ihverttilfælde. Enten bliver det til en fuldstændig abstrakt samtale, eller en dybt forundret og første-gang-de-tænker-over-det situation. Er det virkerligt ualmindeligt at have overvejet den slags en masse? jeg har utroligt svært ved at lure, hvad der så spekuleres over. Min kammerat beskyldte mig igen for, at overvurdere folk. Men jeg aner aner aner virkeligt ikke, hvilken skala jeg så skulle vurdere folk efter. Og hvordan ved jeg, hvornår det er mig der tænker folk op i gear og antager det bedste og hvornår det er reelt.
Altså...enten er jeg aldrig kommet ud af teenage navlepilleriet...eller også har jeg haft en 30 års krise de sidste 4 år.
Jeg ved det ikke. Det er nemt at have samtaler om alting sålænge det er abstrakt.- Men at få forståelse for, at ønske at arbejde med formen af sit liv konkret...dét er en helt andet havtaske.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar