Jeg sidder her på min tømmerflåde med min trofaste laptop. Efter et halvt år på havet, er mit hjemland i sigte. Vejen har været lang og til tider farlig. Livet om bord på denne flydende ø har krævet en masse tilpasning. Det er blevet en form for hverdag, som har været krydret med landgang i mærkelige land og bland mærkelige væsner.
Nu er jeg snart ved at lægge til på en vant kyst. Mit hjemland. Hvor jeg har levet og studeret. Men har tingene ændret sig til ukendelighed? Har jeg?
Som den kystlinie, jeg har prøvet ikke at længes efter nat efter nat, kommer tættere på, kan jeg ikke længere holde styr på nogen af mine følelser. Men jeg kan hellerikke genkende dem. Ved ikke hvad de er. De ligger så dybt nede under søsygen og de absurde betragtninger om min rejse, at jeg kun kan ane dem igennem mit indre stille vand. Dernede på bunden kan jeg skimte angst for så mange før kendte og nu fremmede oplevelser, at det virker som historier fra et andet liv. For jeg er en tømmerflåderejsende. Dét er min virkelighed. At vide at den vil ændre sig når plankerne støder mod kystens sand, er både udmattende og uvirkeligt. At det sker lige om lidt, er en brændende vished, som holder søvnen på afstand.
Måske vil jeg altid længes tilbage hertil. Til stilheden under stjernerne i natten. Til de lange og ensomme dage med ryggen mod havet og ansigtet vendt til solen. Evigt på udkigt efter land, men velvidende at hjem var for langt væk til at håbet var vedkommende.
Men nu er land i sigte. Og folk venter. Men hvordan mon tingene spiller ud....Om der er andre muligheder for mig derinde. Tjaa... Mon Robinson ikke længtes til sit andet hjem i de mørkeste timer....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar