Jeg kan simpelthen ikke sove mere. Bliver nød til at være vågen og kan ikke undgå at være bevidst. Det er en af de længste dage i verden. I min verden i det mindste.
Orker ikke noget. Orker intet der ikke giver mening...og intet har betydning nok, i forhold til afgrunden forud. Jeg kan sidde her og se mit liv glide mod skrænten. Uden midler eller mulighed for at stoppe det. Og derefter er der intet. Sorg. Afmagt. Tårer. Ensomhed. Håbløshed.
Alt hvad jeg har kæmpet for at bygge op. Bittesmå pinde af håb. Så meget som jeg turde lægge i noget. Alt dette vil vælte. Og hvad er der så tilbage? Når det der var var så småt og lidet...Men var hvad jeg havde.
Hvad fanden kan jeg så gøre. Det var i forvejen næsten fucking umuligt at komme ovenpå i første omgang. Vinter efter vinter med kamp for mening. Dag efter dag med hardcore tankediciplin 0g bizzare kosmiske tillidsøvelser. Tro. Håb. Alt det lort som jeg fucking ikke kan retfærdiggøre rationelt, men anderkendte var nødvendigt for at overleve...og måske endda være glad...måske endda være lykkelig en dag. Og for at kunne tage imod den gave musik er....
Og hvad nu? NU er jeg igen degraderet til en byrde for mine nærmeste at bære. Til et væsen der skal retfærdiggøre sig overfor en hvilken som helst fremmed, der ikke forstår problemer med systemet. Til håbløsheden...
Det var så skide svært overhoved at nå hertil. Sikke et liv. Sikke en historie, at moralen er lavet af lort til mig.
Så kan jeg jo bare slutte med at sige at jeg beklager. Beklager overfor jer der elsker mig. Beklager, at jeg ikke kan være lykkelig og derved berige jer. Beklager, at i skal være omkring min ulykke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar