Godt igang i det nye år.

Så er det ugen hvor brevet vil dukke op. Det bliver interessant at se, hvilke evner jeg skal genopfriske dette forår. Mit bud står på bladlæsning og hørelære..men det er også klart de to mest udefinerbare af prøverne. Jeg har ingen anelse om niveauet.

Min kære familie hjalp mig igennem, hvad der viste sig at være en frustrerende søndag. Jeg har højst sansynligt tabt mine nøgler hjemme hos en fyr, hvilket var det største nederen twist på en ellers ganske udemærket dag. Dejligt med sex til at tage opmærksomheden væk fra denneher irriterende halsbetændelse. Men dagen gik fra at være tømmermændsstenet, til at være et transporthelvede med frustrerende venten på nyheder om nøglerne. Sikke en farce. Øv... Jeg har på ingen måde tillid til, at der er blevet kigget ordentligt efter dem. Jeg overvejer at spørge om jeg må komme og lede, hvis de ikke dukker op inde for en uge. Det er måske crazy? men det handler lidt om at stole på folks kompetance i at lede. Sikke en tillid. Jeg har bare ikke råd til et nyt sæt nøgler. Jeg gider simpelthen ikke miste penge på sådanoget lort.

Tilgengæld så har jeg endnu endnu endnu engang scoret dagen før jeg får min mens. Det er simpelthen til at stille uret efter det hormonflow. Sikke en verden. Det er simpelthen så stenet at jeg har gjort det, måske for femte gang. Enten er det et derren brown øjeblik, eller også så er det virkeligt noget der giver mening i forhold til en cyklus. Stenet stenet.

Jeg oræver at finde ud af, hvordan jeg skal forholde mig til at savne Londongenseren. Jeg er lidt havnet i en gråzone hvor vi ikke har aftalt/afklaret vores forhold. Jeg har ikke lyst til at være påtrængende med, hvad der måske er blevet et eller andet behov for nærhed, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre i den her situation. Heldigvis er det spændende og stadigvæk en god ting. Det er en ganske fin oplevelse, at savne et menneske, når det er på den gode måde.

Jeg har en gammel elev som gerne vil hjælpe med at sætte hylder og halløj op. Det hjælper på forårsstarten, at få shinet lidt op hist og her. Måske endda tage stjerneskibet ud i rummet, via rumdesign... Plat men true. Jeg har nogle planer om store " vinduer" med stjernehimmel i soveværelset.

Alt i alt ved godt mod. Og økonomisk i stand til at overleve til lønningsdag. Hurra.

et forsøg på en begyndelse

I samtale med en ven, kom det såen frem fra ham, at når jeg fortæller om det jeg med opblødende humor kalder " min crack- periode" så har han antaget, at jeg pynter eller fortæller lidt i forløbet. Som han sagde " Du er jo historiefortæller"... Fuck... De ting jeg har delt indtil videre er hverken de forfærdelige eller de skræmmende...

Og det har fået mig frem til, at jeg må finde en måde at komme af med de her minder på. Nogen at dele det med, eller modet til at blogge det ned. Der har været en tid, hvor det var meget vigtigere at holde fast i nuet, end at undersøge det gamle...men tiden er moden nu. Jeg må på en eller anden måde få det integreret i min aktive hukommelse, for det må være en del af min fysiske bevidsthed på så mange måder. Der er gamle slidte spor i hukommelsen jeg kan gå ned af, som jeg kun halvt har et aktivt forhold til.

Men hvor starter jeg? Der er simpelthen så mange forskellige ambivalente følelser at håndtere, at det ikke rigtigt er til at finde frem. - De mest pinlige? De mest fysisk kompromiterende? De irationelle skræmmeting? Eller bare nogle af de situationer der virkeligt var helt fucked op uden min indvirken?

Kedelighed...

Verden har endnu engang vist sig fra en ufattelig horribel side. Unikt univers efter unikt univers bliver slukket på horrible måder. Selvom jeg er omgevet af enighed, er der ingen værktøj til vores rådighed. En enkelt pind at kaste efter det store monster, men intet der vil få nogen til at lytte. Skaden er sket. Verden står i flammer.

Og her sidder jeg på min tømmerflåde i det smukke ishav. Intet kan røre mig og jeg intet kan jeg røre. Intet umiddelbart kan gøre mig ondt, og intet kan jeg gøre godt. Det er noget fuck.

Og samtidigt er det så pisse ene. Jeg ved, at der er en demonstration lige om lidt. Men jeg kan ikke rumme tristheden. Rumme at være sammen med flere, mange, en masse, der føler det samme og vide... baseret på årevis af samme håbefulde gange, at det ikke fucking virker. Fuck. Mit hjerte brænder for de rædsler jeg ikke kan rumme. Ikke på nogen måder kan komme rundt om. Øv...Hvordan kan det andet? Laden stå til? livet går sin gang? pubad...

----------------------------------------------------->

På det helt personlige egoistiske plan, så keder jeg mig. Fyldt med rædsel for andres forfærdelighed og dump kedsomhed for min egen. Jeg vil virkelig gerne møde bare et...måske flere inspirerende mennesker.

Måske jeg ikke gør det, fordi jeg ikke lever op til de samme krav. Det ville være et meget menneskeligt træk. Men jeg savner nu at møde en fønix...eller i det mindste en der kæmper for at være det. Med nysgerrighed og overbevisning. Med længsel og styrke.

Men imellemtiden koger jeg suppe, spiller poker og håber, at finde min indgang til at hjælpe med fred i mellemøsten...

sex, intimitet og blandet pludder...

I denne tid, hvor dagene bliver lysere og det forførende forår nærmer sig, der har jeg tænkt en masse over de milliard forskellige ting der er i sex. Ikke mindre og desværre hellerikke mere verdensomvæltende tanker har drejet rundt i hovedet.

Jeg startede med det fysiske samvær relativt sent. På den anden side af 20 og der var nok gået endnu længere, hvis jeg ikke havde haft en masse paranoide rester i tankerne omkring det. Jeg hoppede ud i projektet i en kollosal brandert og blev kørt til de riges by af en gammel mand og derefter defloreret. Og så var jeg i første omgang ikke så bange længere. At jeg efterfølgende kom frem til, at der fantes mange bedre måder at opleve det på, det er jeg meget taknemmelig for.

Det er simpelthen så fantastisk en umulig blanding at forholde sig til. Blandt andet fordi:

- Det er som udgangspunkt en " naturlig" process,- som fandtes før intellektet. Så der er muligheder for at dyrke sex "helt" uden sin bevidsthed.

- Samtidigt kan det være en af de største stimulanser for intellektet. - Men ikke nødvendigvis på de samme præmisser som stimulerer det " Naturlige"

- Det er såen den eneste aktivitet umiddelbart ( jeg har ikke googlet det) som foregår inde i os. ( naturligvis er det mit kvindelige perspektiv der spiller ind her) men stadigvæk... Det er mega stenet :)

Og det er også det jeg tripper over...egentligt... Hvordan jeg først nu er nået frem til, hvor crazy og betydningsfuldt det er, at det foregår så ekstremt intimt. Eller... Jeg ved ikke om det er betydningsfuldt ala åbenbaringer og amok... Men jeg har ikke oplevet det som værende dét før. Selvom det er foregået inde i mig agtigt. Og det giver en anden og ret så spændende oplevelse. Ikke at fornægte den fordrukne og naturlige ( jeg er rimeligt naturlig til hverdag, men på ingen måde så zen som alko kan gøre mig ;) ) fysiske leg. Men jeg er glad for at have oplevet noget, som næsten kunne kaldes fuld bevidsthed om "agten" Det kommer til at udvikle tingene endnu mere...til endnu mere spændende ballade. Jeg kan stadigvæk ikke få mit hoved viklet rundt omkring det, og regner ikke med, at det sker lige foreløbigt.

Og der er så dramatisk en skævvridning i samfundet, hvad angår oplysning og filosofi omkring sex. Det er så spøjst, at porno er et klik væk, men det kræver flere ugers nørdet yogavideodownloading for at tumle ind i betragtninger om flow og filosofi og sex. Hvor der rent faktisk er ureligiøse men alligevel "alternative" betragtninger om mulighederne og fokus.

Og jeg spekulerer også løs over hvordan det er for en mand i sexsituationer. Jeg ved jeg nok aldrig får oplevelsen, men den forundrer mig. Jeg kendte engang en fyr, der altid tyngedes af, at sex var noget man skulle gøre mod den anden... jeg mener ikke, at det nødvendigvendigvis skal være sådan...men det virker somom det er et naturligt sted, at komme hen. At forholde sig til, at ens tilfredsstillelse foregår inde i et andet menneske....wau...det er rimeligt multifacetteret.

Og at skulle ønske sig noget ind i sit indre univers....det er en meget...tja...ikke noget jeg tænkte så meget over i starten, men helt klart noget, der har gjort mig fabelagtigt selektiv. Men spøjst, at min kultursvampebevidsthed ikke fik den med. Det er tilsyneladende ikke vigtigt for en kvinde, at tænke sådan omkring sex.... Mere noget med at håbe, at han vil elske hende dagen efter og håbe at han gider- og senere lære at kræve- at man får en orgasme...Mærkelig mærkelig verden.

------------------------------
Her i stjerneskibet er jeg begyndt at spille poker igen, og begyndt at vinde. Desuden har jeg fået datoen til min optagelsesprøve til musikvidenskab. Jeg håber jeg overlever bare nogenlunde, for jeg ved allerede, at der er alt for meget bagagge til, at det kommer til at gå godt med søvnen. Men jeg burde kunne klare det nogenlunde...og så må jeg håbe, at det går til bestået med alle de benspænd jeg medbringer.

Historiefortællingen går som man kunne håbe.

Jeg havde et fantastisk romantisk nytår. Det var vidunderligt at dele det med en og måske kunne være der lidt tilbage.

Jeg har fået plads i et øvelokale - Hurra!

Og jeg er først nu ved at løbe tør for penge. Skide fantastisk. Men vi har stadigvæk brænstof og fremtiden er vor.

Dagen før dagen...

Jeg er træt af begge de store parter i julekonflikten! Jeg er træt af overforbrugerne...og jeg er træt af de folk der bliver i dårligt humør, bare fordi det er jul.

Mere : det bliver som det gøres til og mindre både : Fordi dét er, er det godt OG fordi dét er, bliver og er det noget fuck..

Jeg har ikke noget imod en anledning til at fejre. Og nu hvor den ér her, og vi alligevel er så nådesløst kritiske at alt magisk og fiktivt specielt er hevet ud af situationen, så er der bare en kulturel undskyldning/anledning til, potentielt, at gøre noget fint... Ligesom enhver anden dag er, men uden den dér prik i kalenderen...

Hmm... Selvom jeg lige så godt så en mulighed for, at give nytårsgaver! Hvilket er noget man kan give til folk man kender godt nok til, at vide hvad de får brug for i året der kommer. Og så fejre dét, at vi tæller fra 1 igen. Men jeg er også pjattet med nytår.

Især i år. For nu er der så "kun" et halvt år, til at jeg starter på universitetet. Så nu er der "kun" et halvt år til, at jeg igen kan beskæftige mig fuldtids med mit hjertes flamme og inspiration.

Som dette år, der generelt har været lavet af pis, går på hæld, så er jeg tør for inspiration og kapow. Eller...selvfølgelig er der noget. Selvfølgelig er der små gnister og strenge...men jeg trænger så forfærdeligt til fordybelsen. Til fremskridtet. Til et andet stadie end dette...som har varet ved for evigt nu... som har været så længe, at jeg til tider tvivler på, om der kan være andet. Og jeg ved at der kan være andet. Fuck...Det er bare så pisse konstant...

Jeg læser aldrig bagud, men jeg antager at dette er ca det samme blogindlæg som jeg har skrevet i over et halvt år. Jeg håber håber håber, at det nye år giver anledning til noget andet...og gerne noget bedre hvis jeg må have indflydelse på det.

men noget mangler....

Energien er høj. Det er skønt. De antidepressive har holdt mig fra endnu en fimbulvinters sjæleforfald. Overskud gør mig i stand til at kæmpe imod dagligdagens venden af 50 ører og kampen om den næste weekends miniluxus...

Men jeg mangler noget kapow...Noget foræret...Et magisk indskud til at løfte det op. Alt er nøjsomt...alt er velvægtet og beregnet til at holde vinteren ud og længere.

Jeg længes efter Jul...Naturligvis ikke som den kapitalistiske forbrugshelligdag...men som i det eventyr der fortaltes år efter år. Det eventyr der gør drømme til virkelighed. Det lille julemirakel der bringer lyset tilbage i øjnene i den kolde tid.

For ellers går bjørnekvinden i hi og venter på vintergækken. Ellers pakker jeg dynerne tættere om ørene og drømmer om en tid, hvor ærterne søger til overfladen og gør alting appetitteligt igen. Det er på ingen måde deprimerende som det har været i årene før. På ingen måde trøstesløst og uundgrundeligt...Men der er bare helleringen magi. Ingen eventyr. Ingenting til min drømmesjæl.

Ikke kun i mangel på egen, men også af kærlighed til dem omkring mig, hjælper jeg med at skabe hvad jeg kan...Men i skrivende stund er der ved at være minus på kontoen. Ikke endnu. Jeg ved hvad tegnene er...nu har jeg brug for at verden giver mig noget fantastisk. At det ikke bare er skønt at være i live...men at det er skønt at jeg er i live...og at verden også søger det...somehow...hvis det overhoved passer....for som tingene står til ligenu, så virker det ligemeget... Den sidste uge har fucket mig over på den konto og jeg har egentligt ikke lyst til at gå ud og få mere af den lort. Ikke retfærdigt træt af individernes egoisme...men timingen af, at det alt sammen ligger samtidigt er nok. Især samtidigt med, at vinteren gør verden uinspirerende og inaktiv... Øv bøv og fuck alle der har eventyr og ressurcer til at skabe sig flere... Prut!

Blogtænketanker

Der er en masse ting, som jeg har haft lyst til at blogge på det sidste. Men det er ikke blevet til indlæg. Det har jeg lige fundet ud af, er fordi jeg finder dem for personlige og for "det rager ikke hvem der end skulle læse med" agtigt. Men den opfattelse svinger stadigvæk med trangen til at skrive. Jeg har fundet ud af hvorfor det er blevet sådan. Det er hvad der sker, når to gode veninder rejser et år til udlandet, samtidigt med, at jeg oplever små men intime problematikker i min hverdag.

For jeg har ikke så mange i landet, der kan høre på mine små spøjse eventyr og mærkeligheder med Svenskeren. Om hvor svært det er, at opdage helt nye områder af seksualitet, sammen med en der løber fra en i erfaring. Om hvordan det bliver endnu mere småting, fordi der går så langt imellem møderne. Om hvordan det i det heletaget er, at holde af en på afstand, og synes det er fint at det er som det er, samtidigt med, at jeg må finde en måde, bare en enkelt gang, at tage til sverige....For det er for nuanceret til en chat eller en telefonsamtale til grønland. Og jeg kommer ikke til at snakke med hende på new zealand før hun vender hjem. Det er en af den slags ting, som kræver en form for venindehverdag for at kunne dele.

Og det samme er alle de andre nuancer af seksualiteten der foregår. Og frustrationen over, at være blandt de normer der nu engang er omkring mig. Og den ringe kontaktflade jeg har i øjeblikket, låst af økonomien som jeg nu engang er. Sådannogen hverdagstrivialiteter som at overveje internettet som kontaktmuligheder, og det lort der kan komme ud af det. Og hele tingen med, at finde nogen man svinger med, inde for de livsstilsvalg som jeg har.

Det er 2008...Det år alle rejste væk og jeg sad fast. Men også et år som er en del af mit liv, som jeg stadigvæk er taknemmelig for og som jeg føler går fremad. Det er bare meget mere i detalier. Med briller på der gør, at de små ting også kigges efter i krogene. Ting bliver tunet ind og finpudset og prøvet af. Ting jeg ikke før har haft overskud til at tage hånd om.

Jeg ved ikke, om jeg kommer til at få mere overskud af de her ting...men jeg er optimistisk. Men det er vel også bare noget jeg generelt er. Så det ved jeg ikke, om er en faktor at regne med, i en vurdering af om det kommer til at virke. Men hvad er tingene uden håb? Tja... Der skal nok komme en eller anden dum samling slam ud af mine initiativer. Forhåbentligvis kommer motionen og yogaen alligevel til at give mere pluds end minus...selvom jeg nok skal forstrække en albue og vride mit underliv skævt i forsøget. Forhåbentligvis kommer mit nye økonomiske overblik til at hjælpe, selvom det nok ender i mange konkurs alligevel...men fremtiden vil vise, hvilke uventede uheldigheder der kommer min vej. Smerten i min kæbe er sikkert kraniebetændelse eller en forstrækning som gør, at jeg skal sove i en sele resten af mit liv. Og jeg når sikkert ikke at få søvn nok, inden jeg skal forklare det til min læge imorgen.