.....godnatsang fra en engel...

real emotional girl....


det gør så ondt at holde op med at drømme... :(

Såeh gik der 8 - 9 dage...

Og jeg har kun lyst til at råbe " Hvor vover du???" HVor fucking vover du at være sådan et klaphat?? Sådan en vatpik? En fucking nosseløs omegahund!

Rulle rundt på ryggen og lade universet tæve dig! Ikke kæmpe imod og i den process SKIDE PÅ MIN FUCKING KÆRLIGHED!

Hvor vover du?? Hvor vover du ikke at lytte til mig...er jeg nu kassandra igen? " Du vil dø af stress hvis du ikke får hjælp" sagde jeg i startvinteren.... " Du ville virkeligt få noget godt ud af få nogle værktøj" .... Og her sidder vi så over et halvt år efter, og déeeen du har ramt med diin dumhed - udover dig selv- det er selvfølgelig mig...mig der faktisk advarede dig og tog dig alvorligt. Det er _mig_ der får knust mit hjerte og alt hvad vi har drømt sammen... Dine venner er der naturligvis stadigvæk tid til selvom du ikke kan overskue andet...Nårh ja...der er også tid / overskud til dit job...Og naturligvis din familie...Så det er bare en fucking lokal depression der kun er allergisk overfor mig. BULLSHIT!!! fucking bullshit!

Enten er du så helt åndsvagt manipulerende...eller utroligt ude i hampen.

Og du smider min kærlighed ud til siden? ud på standby sammen med ambivalente facebookinvitationer? Fuck dig... Find dig en anden så. Du reboundede på mig meget belejligt. Meget belejligt fik du mulighed for at forblive seriemonogam... Og som et uventet offer smed vi lige mit hjerte på bordet og da du så pludselig opdagede hvor alvorligt det kunne blive...ja så var der sku lige en krise der var vigtigere... For dit liv er indrettet så aaalting ( udover en kæreste) er uutroligt vigtigt. Det er den vigtigste dag i hele dit liv- hver dag... " Hvis den studerende ikke får feedback ligenu...bla bla" " Hvis den deadline ikke bliver mødt idag ...bla bla" " Min kammerat er kun i byen til imorgen ... bla bla"

Så utroligt selvfikseret og iscenesættende... Hvad er det for et menneske der indretter sit liv sådan? Er det så vigtigt at være vigtig?

_jeg fortsår det ikke...for dét sted der er vigtigst for mig at være vigtig er i kærlighed. At kunne være der for dem jeg elsker og nyde dem.

Og det smed du væk til fordel for deadlines... Min kærlighed er tilsyneladende fedted der skulle skæres væk når noget skulle skæres.

Og jeg har fundet ud af, at jeg ligenu ikke kan komme dig i møde og lave " skal vi være venner"... jeg er en alt-eller-intet-pige ligenu... og jeg tror ikke der er prins nok i dig til at det bliver alt... Jeg tror du kryber udenom og prøver at påstå at du er den rationelle...selvom den rationelle ville have fattet tingene / taget en præventiv kurs for tusind år siden... Den rationelle ville måske overveje, at alle de xp jeg har i sindet og sjælelivet og psyken måske ikke var for sjov, og at de ting jeg siger i de sammenhænge kommer med en ret betydelig erfaring...

Jeg elsker elsker elsker dig og det vil jeg nu gøre uden kontakt til dig...for du skider på det og tager ikke en fuck hensyn... Du har ikke en skid forstand på hvordan man gør det tilsyneladende...og så tager jeg over. Jeg skal nok passe på mig...Jeg ville også gerne have passet på dig, men du insisterer på at gå ned og tage din idiotiske 30'års sammenbrud helt selv. til fucking lykke...

Jeg pakker mine drømme om tvillinger og somre ved vandet og byvandringer og friske råvarer og kaffeeventyr og trøstende omfavnelser ned i en lille kasse...nu er jeg så officielt musiker der kan skrive sange om alt det samme som alle de andre...og jeg vil græde for det igen og igen...

Jeg er så utroligt vred på dig. Du er så skuffende for mig. Du giver op på os somom at det "vi " vi er, er et banalt og almindeligt teenage hoockup...somom at vi passer sammen med hvem som helst, og nok skal finde 10 andre fremtidige partnere som kan skabe og forstå og forbinde og forløse og føre fremad som vi kan... Det er igen utroligt dumt og naiivt og ubrugeligt...

Du smider kærlighed væk, og alle kulturer har myter der lover de største af straffe for den slags...alle gamle guder så i største foragt på den hovmod der så sig for god til kærlighed... og jeg er lige så kliche...for jeg ønsker at skærme dig fra den nemesis...og det var lige ved at lede til vores begges undergang. Men jeg siger stop. Tiden er gået. Du har siddet med hoved oppe i din egen vigtighed og jagtet den der følelse af at være important som tilsyneladende er dit narko...håber det virker for dig,- jeg endte bare med paranoia og 4 års genopbygning...men hvem ved...

i et andet liv hvor vi begge er katte....

eller ét hvo du måske synes at kærlighed er vigtig og skal kæmpes for og ofres for...

fuck hvor jeg elsker dig...

i dagslys på tømmerflåden

...Så er jeg faktisk helt ok igen.

Har spist godt, økonomisk og sundt.

Har snart holdt to måneder på min cigareterstatning og har ingen planer om at ryge analoge cigaretter igen nogensinde!

Har forsøgt at skrive en voksen email til ham og håber den også kan læses som sådan.

Føler mig utroligt lettet i forhold til fremtiden. Dét er det vigtigste jeg kan mærke i øjeblikket. Den kroniske knugen jeg har løbet rundt med siden jeg flyttede hjemmefra ( i perioder ubemærket ganske vidst) er lettet tror jeg! Jeg føler mig ihverttilfældet lettet og somom jeg er på vej ind i noget jeg kan magte. - Naturligvis er jeg lidt bange for at tage fejl - men i den virkelighed jeg har valgt at tro på, der burde jeg kunne det her. Og det er helt uden skråsikker optimisme...

Så hurra for sol og at ligge her og flyde på min tømmerflåde...i år vil jeg være solbrændt!

Efter i lørdags - hvor jeg gned mit ansigt med træaske - der er min hud blevet skrøbelig og fyldt med rifter...Så nu føles det som salt i bittesmå sår når jeg græder...

Hvis det var en socialt accepteret ting at sige fra til livet og stoppe...så ville det være nu jeg bestilte tid hos konsultationscenteret. Argument: life isnt for everybody...Its like a movie...if you dont like it half way through, odds are you are not gonna enjoy the ending.

Im not enjoying any of this. Ikke nok til at blive ved eller opretholde begejstring. Jeg havde mere drive selv dengang jeg flygtede dagligt fra paranoide dæmoner. Der troede jeg i det mindste på at der var en grund til at flygte.

Nu er jeg bare træt. Træt af mig. Utroligt overvældende træt af at være mig. Skuffet over og ved at dø af kedsomhed over mig. Ubrugelig og umulig. Umulig at elske, umulig at uddanne, umulig at passe ind i samfundet, umulig til at være til nogen nytte.

så træt...så træt af at jeg ikke har andet at skrive en ulykkelighed... Så træt af at være så ubrugelig og skræmmende for mine forældre. Så pisse træt.

jo mere jeg dykker ned i hvordan jeg har det- jo mere skræmmer jeg folk væk - og jo mere forstærker jeg det jeg føler...Fantastisk

Jeg ville ønske jeg havde inspiration til at være ordentligt melodramatisk - for så ville jeg have en eller anden gnist til at male... Men jeg kan ikke finde det. Dette er ikke et selvmordsbrev...jeg har ikke nogen jeg ønsker at straffe eller ødelægge og jeg vil ikke på nogen måde gøre det værre for mine forældre... Men jeg ville ønske jeg kunne lukke mig ned.... om ikke andet så for et stykke tid...

Why bother?

Jeg har håbet og prøvet at vilje alt muligt til live og til vejrs...og det er alt sammen fejlet og jeg er træt og kan ikke mere...

Jeg har rettet min kost til, studeret hvad jeg kunne og ændret det nærmest 180 siden jeg flyttede hjemmefra =

jeg vejer mere end jeg nogensinde har gjort før

Jeg har selvransaget, søgt mig selv igennem, fundet hvad jeg kunne og hvem jeg var, har slåsset med kommunen af mange omgange og vundet mig vej frem... men =

Jeg er uden studie og mål og lyst til at kæmpe videre

Jeg har slåsset med min selvtillid, mine følelsesimpulser og gevet alt hvad jeg har i kærligheden=

Mit hjerte er knust og sammen med det de smukke drømme og viljen til at tro på dem

og jeg orker ikke... jeg orker ikke at gå udenfor og være selvbevidst omkring min krop og mit tøj...jeg orker ikke at snakke med folk jeg kender og skulle stå til ansvar for min civilstatus og min sorg...jeg orker ikke at tænke på imorgen og dens mangel på indhold...

Jeg føler mig færdig. Spillet af brædtet. At løbet er kørt og jeg og alle mine storslåede naiive forsøg er ligemeget. Jeg er skævt inde på virkeligheden og jeg er pisse træt af at lege med. Jeg er så pisse træt af at græde...og jeg er så fucking træt af at håbe...

Jeg er en tørlagt brønd, en drænet brikjuice... og jeg er ved at brække mig over ligegyldigheden i det der er tilbage... Tomme ord og tomme løfter og tomme drømme... Udvanding af begreber...udfladigelse af koncepter...

why bother??????

hvis jeg bare kunne core-dumpe

Men jeg har prøvet og prøvet og det bliver aldrig rigtigt brugbart. Så ingen mail til ham og bare mere her til min blog- til mig og dig og måske ham alligevel? hvem ved...

ligenu er min tømmerflåde af et stjerneskib lagt til i forældrenes favn, hvor karbadet og kurvandet er til fri afbenyttelse. Og her er dejligt roligt og fyldt med både deres kærlighed og deres tavse medfølelse... Det hjælper at kigge rundt og mærke små stik af glæde...det siger mig at der vil være store gnister en gang. Måske...

Men jeg ville stadigvæk ønske....ønske vi kunne gå i tivoli og drikke en øl i hvad der svarer til nyhavn i stockholm...At vi kunne læse ved siden af hinanden en aften i et hjem, hvor ingen af os var på vej til en anden verden lige om lidt...at vi kunne bare én af alle de ting mit hjerte har drømt om skulle være os så længe...og som nu kun bliver til drømmeminder... læse avis sammen og begge vide hvad tingene handlede om...- eventuelt new york times...og mange flere romantiske fantasier...

der står en lille dør på klem...og indtilvidere har jeg hver nat drømt at den blev åbnet og flere gange er han kommet hjem...Det er tortur at vågne...

Men det er vel fordi jeg er i dette halvvanvittige stadie? fordi mine gener kæmper imod? fordi jeg er et forkælet barn på 4 der ikke kan tage et nej? Eller?

Er det fordi jeg kan genkende en dybde af forbindelse og ønsker at holde den i ære og live?

Jeg er måske for ung til at undgå at god kærlighed går galt? for uerfaren i forståelsen?

Dunno...Men jeg synes det er forkert.

Jeg står ved, at det ikke kunne fortsætte sådan som det var...men at der ikke skal kunne findes en løsning er vanvittigt spild. Eller fabelagtigt bedrag...Enten ér det en stærk forbindelse- og så er det spild....eller også er jeg alene på mere end én måde... Men jeg tror virkelig ikke på at kaste kærlighed på møddingen... Det er det smukkeste jeg kender...

verden er en kujon!

alting kan gå itu...

Mit hjerte er revnet og det gør hjerteskærende ondt. Det er somom jeg holder det sammen med naiive håb alt imens trætheden sætter sig i mine fingre. Det er somom jeg kan udskyde smerten hvis jeg bare holder fast og holder mig sammen. Pludselig så er det mig der er bødlen for mit hjerte...da det er mine hænder der vil svigte og lade håbet falde...

Samtidigt er jeg ikke en fan af naiivitet. Og hver dag træder kyniskos et skridt tættere på min hoveddør. Snart skal vi have en samtale der ender i tårer og mytedød. Overgivelse til den virkelighed som gør mig så træt. Den virkelighed hvor magi ikke findes og kærlighed ikke overvinder noget som helst.

Snart kan jeg skrive mit spottende endeligt...Snart har jeg noter nok til at spotte universet tilbage med karikaturen over min egen eksistens. Den kommer nok til at starte noget ala :

Jeg er Monica og dømt af mine medmennesker til at være forbandet speciel

forbandet "helt sin egen" og derved forbandet ensom...

Jeg elsker og håber og drømmer alt hvad jeg kan

og alt hvad jeg kan elske og håbe på og drømme om ...tja...bliver skræmt af mig? vil hellere leve langt væk fra mig med et minde om mig? jo længere væk jo bedre er det?

Jeg hedder Monica og jeg gav mit hjerte og fik det tilbage...og nu er det forslået og vil ikke være hos mig. Det ville gøre næsten alt for at vende hjem, og nu er jeg den, der skal knuse dets drømme... og jeg vil så nødigt... jeg ville ønske ville ønske ville ønske... jeg er så træt af at græde...

Jeg ville ønske...