Så var han der igen
Sneg sig ind i mine drømme og vakte længsel
Lortedrøm!
Manden i mine drømme
Som jeg aldrig tror bliver manden i mit liv
Med sine spydige
drillende og udfordrende
interne vittigheder
sine faste hænder
og sin sikre favn
sin kamp mod sig selv
Og for sine drømme
hans kroniske "Sence of urgency"
og rastløse vandreture
hans varme smil
og hjerte
tålmodighed i en provokerende
og pirrende grad
og selvfølgelig hans klarsyn...og min spejling...
Fucking lortedrøm
--------------------------------
Jeg hader myterne for, at have opdraget mig til at have den virus installeret. Den fuldstændigt vandvittige idé, at der findes dén éne puslespilsbrik, der får det hele til at rykke. Den bizzare idé, at der findes én der komplimenterer min lykke. Fuck. LÆNGSELSFÆNGSEL!!!!
Hmm... Gad vide om jeg kan finde en kur for det idag, som ikke involverer alkohol....
tirsdag den 1. juli 2008
tirsdag den 24. juni 2008
fuck, lort og klamydiabolden...
Pisse hurra... Så jeg har taget næsten 10 kilo på ude af den blå luft. Skide godt. Jeg har mistet halvdelen af mit tøj og ved ikke hvad ialverden mit liv kommer til at indholde i fremtiden, fordi jeg stadigvæk ikke har hørt fra den fucking kommune.
Samtidigt er jeg nummer tre, på en takkeliste med to pladser. Fuck. Jeg har præsteret det bedste jeg kunne i projektet, og det er tilsyneladende ikke mere værd, end at jeg endnu engang var en af de " uvurderlige medhjælpere" ... Men ikke mere uundværlig end at det bliver til et såen "tak for hjælpen og ha en god sommer" ... Hvilket vel også er ok... Så kan jeg lære at arbejde sammen med folk der ikke engagere sig synderligt i andre mennesker....
Fuck fuck fuck hvor er jeg pisse vred og ullykkelig over min krops tilstand. Jeg troede fanme at jeg ville tabe noget af sidefedtet af at fise rundt i en skov og lave ting. Men nej...Gave til mig er forfærdeligt selvbillede som midsommergave.
Hvad fanden kan jeg gøre? Hvordan fanden kan jeg leve bare nogenlunde gennemsnitligt uden at svulme? Skal jeg dedikere halvdelen af min vågne tid på kostanalyse og tilberedning? Fuck Fuck Fuck dig lorteverden.
Jeg er stadigvæk ikke helt igennem processen med at gennemkigge arbejdsprocessen...men det er så småt ved at falde på plads...Et af spørgsmålene er, om man overhoved kan komme helskindet igennem en arbejdsprocess uden at have et fælles værdigrundlag... Jeg mangler ihverttilfælde nogle stykker af huden. Men grundlæggende må det være selvforskyldt, da det var helt på eget initiativ at jeg smed mig selv ud i det eventyr.
Samtidigt er jeg nummer tre, på en takkeliste med to pladser. Fuck. Jeg har præsteret det bedste jeg kunne i projektet, og det er tilsyneladende ikke mere værd, end at jeg endnu engang var en af de " uvurderlige medhjælpere" ... Men ikke mere uundværlig end at det bliver til et såen "tak for hjælpen og ha en god sommer" ... Hvilket vel også er ok... Så kan jeg lære at arbejde sammen med folk der ikke engagere sig synderligt i andre mennesker....
Fuck fuck fuck hvor er jeg pisse vred og ullykkelig over min krops tilstand. Jeg troede fanme at jeg ville tabe noget af sidefedtet af at fise rundt i en skov og lave ting. Men nej...Gave til mig er forfærdeligt selvbillede som midsommergave.
Hvad fanden kan jeg gøre? Hvordan fanden kan jeg leve bare nogenlunde gennemsnitligt uden at svulme? Skal jeg dedikere halvdelen af min vågne tid på kostanalyse og tilberedning? Fuck Fuck Fuck dig lorteverden.
Jeg er stadigvæk ikke helt igennem processen med at gennemkigge arbejdsprocessen...men det er så småt ved at falde på plads...Et af spørgsmålene er, om man overhoved kan komme helskindet igennem en arbejdsprocess uden at have et fælles værdigrundlag... Jeg mangler ihverttilfælde nogle stykker af huden. Men grundlæggende må det være selvforskyldt, da det var helt på eget initiativ at jeg smed mig selv ud i det eventyr.
søndag den 22. juni 2008
det ender altid i tud...
Sommer er for mig blevet lig med store oplevelser og stor overvældelse. Jeg sidder ligenu, i en seng i holland og prøver at finde hjem til mig selv.
De sidste par uger har været dramatisk formet af, at jeg sendte en sms til Bjarke og spurgte om han havde brug for hjælp " med det der livedims i holland"
Efter det har det skridt for skridt været n nærmest ubeskrivelig process der har ledt mig til det her punkt. Fuldstændigt udmattet, fuldstændigt ustemt og med de indre vande i fantastisk oprørthed.
Samtidigt med, at jeg sidder her, sidder nogen af mine absolut yndlingsmennesker i en autocamper og rejser på tværs af usa. Det er et vidunderligt eventyr som jeg absolut under dem. Jeg ønsker brændende at det endag tilfalder mig at opleve noget lignende, men samtidig er det foruroligende, at bare to ugers fremmedgjorthed rygger mig sådan rundt.
Jeg er på ingen måde hærdet nok til, at ville kunne hengive mig til sådan en åbenhed i så lang tid.
Og jeg ved sq ikke om jeg nogensinde når derhen.
Hvirvelvinde af amokagtighed rundt om mig. Armene strakt ud i troen på, at de vil få mig til at lette...Så meget vind er der, at jeg glemmer at jeg selv har vinger. Så mange spørgsmål og så meget styrke bag ved dem, at jeg glemmer mine egne. De spørgsmål jeg elsker og sætter højest.
Selvom dette har været en rejse til den lille flække Arnhem i holland, så har det samtidig været en rejse ind i andre universer. Eller måske retter ud i dem. Ud i Kunstverdens diskutioner og diskurser og mangel på samme. Ud i abstrakte overvejelser om samme.
Og hjem med en erkendelse af, at jeg ikke ønsker at søge derind.
Det er meget meget bizzart at rejse et velbeskrevet sted hen og værdsætte at have været der, og erkende at det ikke er for én at forstå. Alt i mig søger at kunne fatte det hele. Alting og allesteder. Men dette er en meget menneskelig oplevelse af, at det ikke er til at få hovedet rundt om. At det nok ville være tilgængeligt med intensivt studie, men at det overhoved ikke er indlysende.
Samtidigt vækker det tvivl og selvransagelse. Er det vigtig at opsøge det, nu det er utilgængeligt? Er der overhoved en måde at komme ind til det på som er synlig for mig? Er det som tilskuerne til dette spil, som fordi de blev afvist af spillerne pressede på for at komme ind i tårnet. Men aldrig ville opdage hvad der foregik, fordi der ingen ingang til deltagelse i rollespillet var?
puha...Jeg er faldet lidt ned...måske skriver jeg mere senere.
De sidste par uger har været dramatisk formet af, at jeg sendte en sms til Bjarke og spurgte om han havde brug for hjælp " med det der livedims i holland"
Efter det har det skridt for skridt været n nærmest ubeskrivelig process der har ledt mig til det her punkt. Fuldstændigt udmattet, fuldstændigt ustemt og med de indre vande i fantastisk oprørthed.
Samtidigt med, at jeg sidder her, sidder nogen af mine absolut yndlingsmennesker i en autocamper og rejser på tværs af usa. Det er et vidunderligt eventyr som jeg absolut under dem. Jeg ønsker brændende at det endag tilfalder mig at opleve noget lignende, men samtidig er det foruroligende, at bare to ugers fremmedgjorthed rygger mig sådan rundt.
Jeg er på ingen måde hærdet nok til, at ville kunne hengive mig til sådan en åbenhed i så lang tid.
Og jeg ved sq ikke om jeg nogensinde når derhen.
Hvirvelvinde af amokagtighed rundt om mig. Armene strakt ud i troen på, at de vil få mig til at lette...Så meget vind er der, at jeg glemmer at jeg selv har vinger. Så mange spørgsmål og så meget styrke bag ved dem, at jeg glemmer mine egne. De spørgsmål jeg elsker og sætter højest.
Selvom dette har været en rejse til den lille flække Arnhem i holland, så har det samtidig været en rejse ind i andre universer. Eller måske retter ud i dem. Ud i Kunstverdens diskutioner og diskurser og mangel på samme. Ud i abstrakte overvejelser om samme.
Og hjem med en erkendelse af, at jeg ikke ønsker at søge derind.
Det er meget meget bizzart at rejse et velbeskrevet sted hen og værdsætte at have været der, og erkende at det ikke er for én at forstå. Alt i mig søger at kunne fatte det hele. Alting og allesteder. Men dette er en meget menneskelig oplevelse af, at det ikke er til at få hovedet rundt om. At det nok ville være tilgængeligt med intensivt studie, men at det overhoved ikke er indlysende.
Samtidigt vækker det tvivl og selvransagelse. Er det vigtig at opsøge det, nu det er utilgængeligt? Er der overhoved en måde at komme ind til det på som er synlig for mig? Er det som tilskuerne til dette spil, som fordi de blev afvist af spillerne pressede på for at komme ind i tårnet. Men aldrig ville opdage hvad der foregik, fordi der ingen ingang til deltagelse i rollespillet var?
puha...Jeg er faldet lidt ned...måske skriver jeg mere senere.
torsdag den 19. juni 2008
Hvorlænge og hvormeget?
Og hvordan og hvornår? Hvad er der i tiden og hvornår er det den består?
Hvorfor er jeg med i det her kunstprojekt? Hvorfor prøver jeg at vandre igennem kulturmisforståelser og sprogbarriere for at lave noget som helst?
Well... jeg har fundet endnu en ting jeg tror på...Agtigt. Musik værende den første ubestridelige - men valgfrie naturligvis - og så er det altså rollespil. Men ikke som i pointspil eller slay dragen...men som i en vidunderlig sammensmeltning med et andet væsen. Det er vel nærmest som en lille hemmelig lommeforelskelse som jeg hengiver mig til. Et drømmespejl jeg når at holde af. En bunke venner som for evigt er glemt og gemt for resten af verden...
Og jeg ønsker virkeligt at få det her til at virke. At formidle bare en lille bitte smule af det. Øv altså... Men om ikke andet lærer jeg...På livet løs....Som én hvis liv afhænger af det. Bare en lille bitte smule...
Og samtidigt er det somom, at alt hvad jeg foretager mig denne sommer er pumpet med kunstig betydning. Somom at alt det her virkelig vedrører mig...men når alting er skrællet væk...når alting er tyst...så er der kun én ting der er vigtig : Dark. Nu og imorgen og resten af sommeren...det absolut eneste der har været af nogen som helst betydning siden januar... Det eneste og største som jeg fryger og længes efter... Med alt hvad det medfører af angst og amok. Med alt hvad det medfører af selvtvivl.
Men ligenu siger vi, at holland er min bekymring og at det er dét jeg prøver at få til at funke.
Hvorfor er jeg med i det her kunstprojekt? Hvorfor prøver jeg at vandre igennem kulturmisforståelser og sprogbarriere for at lave noget som helst?
Well... jeg har fundet endnu en ting jeg tror på...Agtigt. Musik værende den første ubestridelige - men valgfrie naturligvis - og så er det altså rollespil. Men ikke som i pointspil eller slay dragen...men som i en vidunderlig sammensmeltning med et andet væsen. Det er vel nærmest som en lille hemmelig lommeforelskelse som jeg hengiver mig til. Et drømmespejl jeg når at holde af. En bunke venner som for evigt er glemt og gemt for resten af verden...
Og jeg ønsker virkeligt at få det her til at virke. At formidle bare en lille bitte smule af det. Øv altså... Men om ikke andet lærer jeg...På livet løs....Som én hvis liv afhænger af det. Bare en lille bitte smule...
Og samtidigt er det somom, at alt hvad jeg foretager mig denne sommer er pumpet med kunstig betydning. Somom at alt det her virkelig vedrører mig...men når alting er skrællet væk...når alting er tyst...så er der kun én ting der er vigtig : Dark. Nu og imorgen og resten af sommeren...det absolut eneste der har været af nogen som helst betydning siden januar... Det eneste og største som jeg fryger og længes efter... Med alt hvad det medfører af angst og amok. Med alt hvad det medfører af selvtvivl.
Men ligenu siger vi, at holland er min bekymring og at det er dét jeg prøver at få til at funke.
fredag den 30. maj 2008
waupchi
Længe siden jeg har blogget. Eller rettere sagt: længe siden at jeg har fået blogget færdigt.
Limbolandet er stadigvæk mit bosted. Jeg er stadigvæk i en usikker situation omkring min fremtid. Det jeg frygter er, at det kommer til at præge hvad der ellers ser ud til at blive en super sommer...
Verden udvikler sig stadigvæk i spændende retninger. Mulighederne er mange. Men imens tingene står i stampe er der ikke meget fornuftigt at tænke over. Ikke når det handler om at forestille sig den kommende verden.
så dette er vidst bare en lille brokblogopslag...
Jeg ønsker mig noget indre ro til at opleve de kommende måneder. Og jeg står ved dette ønske, selvom det kan jinxe min tilbagevenden til skolen.
Jeg er blevet en simpel dame. En god skole, en god kost, muligheder for at skabe og gode kys er alt hvad jeg behøver ;)
Limbolandet er stadigvæk mit bosted. Jeg er stadigvæk i en usikker situation omkring min fremtid. Det jeg frygter er, at det kommer til at præge hvad der ellers ser ud til at blive en super sommer...
Verden udvikler sig stadigvæk i spændende retninger. Mulighederne er mange. Men imens tingene står i stampe er der ikke meget fornuftigt at tænke over. Ikke når det handler om at forestille sig den kommende verden.
så dette er vidst bare en lille brokblogopslag...
Jeg ønsker mig noget indre ro til at opleve de kommende måneder. Og jeg står ved dette ønske, selvom det kan jinxe min tilbagevenden til skolen.
Jeg er blevet en simpel dame. En god skole, en god kost, muligheder for at skabe og gode kys er alt hvad jeg behøver ;)
torsdag den 22. maj 2008
Sikke en lortenat...
Jeg var så glad da jeg, helt af mig selv, faldt i søvn før klokken 00.00... Jeg var knap så glad da jeg vågnede klokken 01 fra et mareridt.
Jeg er så vant til, at mareridt kommer af et eller andet presserende. At det er fordi vigtige ting er på færde eller der er ting jeg har glemt. Af at der er konflikter med folk under opsejlig eller lignende...
Men det her mareridt var vidst bare generel ullykkelighed over min situation og en knivspids uberettiget selvbebrejdelse.
Men det sætter sådan en fesen dag som idag i klart perspektiv. Med negative toner. Og hvis jeg tager med i betragtning hvor fedt jeg har haft det på det sidste, så er det vel ok at have en dårlig dag. For det er vidst hvad det her er: En dag hvor jeg er i lidt dårligt humør.
Heldigvis er der ikke noget humørkemiorgel jeg kan indstille den slags på endnu.
tja ja...det er dælme længe siden at jeg har været i dårligt humør. Det er sq lidt spændende. Jeg ville ønske jeg havde penge til en vulgær liter chokloladeis.
Jeg er så vant til, at mareridt kommer af et eller andet presserende. At det er fordi vigtige ting er på færde eller der er ting jeg har glemt. Af at der er konflikter med folk under opsejlig eller lignende...
Men det her mareridt var vidst bare generel ullykkelighed over min situation og en knivspids uberettiget selvbebrejdelse.
Men det sætter sådan en fesen dag som idag i klart perspektiv. Med negative toner. Og hvis jeg tager med i betragtning hvor fedt jeg har haft det på det sidste, så er det vel ok at have en dårlig dag. For det er vidst hvad det her er: En dag hvor jeg er i lidt dårligt humør.
Heldigvis er der ikke noget humørkemiorgel jeg kan indstille den slags på endnu.
tja ja...det er dælme længe siden at jeg har været i dårligt humør. Det er sq lidt spændende. Jeg ville ønske jeg havde penge til en vulgær liter chokloladeis.
mandag den 19. maj 2008
Tiltrækningskraft og forårssaft...
Det er et rimeligt spændende forår alt taget i betragtning. Det er facinerende med denne vågnende verden, kombineret med u-frygt. Kombineret med den stadigt vågnende selvoplevelse og virkelighedstilnærmende eksistens.
Så meget efterlod jeg i branden. Men så meget mere gav jeg slip på da jeg vendte hjem.
Denne nye dans på highwires of life er på mange måder en fantastisk fornøjelse...Men mest af alt, fordi jeg virkeligt har fundet ind til et sted, hvor jeg ikke anede jeg kunne findes.
Og så er der pludselig ( igen igen) en helt ny verden at opleve...Og den er blevet en hel del mere sexet! Dén så jeg ikke lige komme sq. At det var det dette forår ville bringe. At det var det som min hjemvending ville vende imod.
Og hvilken størrelse begær er. Helt nede i kroppen, som et urløfte der søges at blive opfyldt.
Men det er jo drøn urimeligt og vækker ængstelige småtanker om fortidens uheld på den front. Egentligt ønsker jeg at afsøge alle afskygger af territorierne før jeg vælger at gå derind...
Men det er ikke det jeg har lyst til at opleve. Jeg er træt af at snakke :) Træt af annekdoter og skjule små tegn. Jeg er blevet til en " jeg har sympati for dig, vil du føre mig til mit leje" kinda girl. - Ikke at det skal være banalt og idiotisk...Men hvis jeg alligevel ikke kan stole på hvem jeg tænder på- på hvad jeg selv finder tiltrækkende, - så er det jo umuligt at vide alligevel...og jeg gider virkeligt ikke mere forstillelse. Tjaa...
Måske er det fordi jeg ikke har en dyb trang til at binde på hænder og fødder. Måske er det fordi, at tiltrækning for mig er sammenkædet med respekt og minimum en slags ligeværdighed. Måske er det bare fordi det igen er verden der er spøjs og selvbegrænsende...:)
Så meget efterlod jeg i branden. Men så meget mere gav jeg slip på da jeg vendte hjem.
Denne nye dans på highwires of life er på mange måder en fantastisk fornøjelse...Men mest af alt, fordi jeg virkeligt har fundet ind til et sted, hvor jeg ikke anede jeg kunne findes.
Og så er der pludselig ( igen igen) en helt ny verden at opleve...Og den er blevet en hel del mere sexet! Dén så jeg ikke lige komme sq. At det var det dette forår ville bringe. At det var det som min hjemvending ville vende imod.
Og hvilken størrelse begær er. Helt nede i kroppen, som et urløfte der søges at blive opfyldt.
Men det er jo drøn urimeligt og vækker ængstelige småtanker om fortidens uheld på den front. Egentligt ønsker jeg at afsøge alle afskygger af territorierne før jeg vælger at gå derind...
Men det er ikke det jeg har lyst til at opleve. Jeg er træt af at snakke :) Træt af annekdoter og skjule små tegn. Jeg er blevet til en " jeg har sympati for dig, vil du føre mig til mit leje" kinda girl. - Ikke at det skal være banalt og idiotisk...Men hvis jeg alligevel ikke kan stole på hvem jeg tænder på- på hvad jeg selv finder tiltrækkende, - så er det jo umuligt at vide alligevel...og jeg gider virkeligt ikke mere forstillelse. Tjaa...
Måske er det fordi jeg ikke har en dyb trang til at binde på hænder og fødder. Måske er det fordi, at tiltrækning for mig er sammenkædet med respekt og minimum en slags ligeværdighed. Måske er det bare fordi det igen er verden der er spøjs og selvbegrænsende...:)
Abonner på:
Opslag (Atom)