Endnu et søm i mine drømmes kiste. Ja ok..måske virker det lidt overdrevent som start, men øv altså. Jeg har lige haft en miniudgave af et menneskes mareridt...Ikke at finde ud af, at offeret for ens ingteresse er i et forhold...det kan jeg godt rumme...Men den éne af de to mænd på verdensplan som jeg er teenage-stalking-og drømme om at hjemsøge og forføre- forelsket i, har selvfølgelig erklæret sig som homoseksuel. Ikke bi...ikke gift...men uden for interesse og rækkevidde...
Øv! fucking unfair!! Hvormange fantastisk begeavede tysk og jurauddannede tryllekunstnere er der tilbage her i verden?? Nemlig ja! Hvormange utroligt velklædte og veltalende kunstmalere med en hang til dyreudstopning og korttiks? Ja ok..når man stiller det sådan op er det altid nemt at være bagklog...men dammn....Hvorfor er jeg en homoseksuel mand i en kvindekrop???
Jeg er meget utilfreds. Det var på ingen måde de nyheder jeg lige havde lyst til at fan-google mig frem til. Øv bøv bussemand. Så er der kun én enkelt tilbage...hvis han er gay siger jeg dælme op.
mandag den 7. juli 2008
søndag den 6. juli 2008
oliekrise....
A little more lovin' my way.... det er hvad jeg har brug for. Lidt mere kosmisk kærlighed, der fortæller mig, at jeg er helt ok. Det går sq lidt trægt. Jeg er ok. Cool og collected, tjekket og tjep, kynisk og kæk...men jeg trænger til en lille håndsrækning. - Men en samfundsaktuel sammenlignig kan jeg sige, at min humørmotor kører tør lidt for tit og benzin bliver dyrere og dyrere som dagene går.
Og kirkerotten burde cykle rundt. Men jeg har sq ikke energi til at pumpe mine flade dæk dagligt.
Men hvad gør man som ateist i denne situation? Dette er totalt en "Brænde små farvede origamifugle med poetiske bønner" agtigt situation. Eller en " stå i regnen og skrige til universet" eller en oldschool " gå i kirke og love et eller andet til alfaderen"...
Men for det første så har jeg ingen anelse om, hvad eller hvilken etableret entitet jeg kunne få mig selv til at tro på i de fem minutter...og hvordan jeg ville overleve efterfølgerne...og for det andet - hvilket jeg synes er meget vigtigere og nærmere religiøst- så er det at ønske sig noget i fremtiden ikke synderligt godt. Forventninger er ikke et godt udgangspunkt. Nuet er et stærkere sted at søge hen...
Men måske ...
Måske....igennem musik....
måske....Til musikken, igennem musikken...
Og kirkerotten burde cykle rundt. Men jeg har sq ikke energi til at pumpe mine flade dæk dagligt.
Men hvad gør man som ateist i denne situation? Dette er totalt en "Brænde små farvede origamifugle med poetiske bønner" agtigt situation. Eller en " stå i regnen og skrige til universet" eller en oldschool " gå i kirke og love et eller andet til alfaderen"...
Men for det første så har jeg ingen anelse om, hvad eller hvilken etableret entitet jeg kunne få mig selv til at tro på i de fem minutter...og hvordan jeg ville overleve efterfølgerne...og for det andet - hvilket jeg synes er meget vigtigere og nærmere religiøst- så er det at ønske sig noget i fremtiden ikke synderligt godt. Forventninger er ikke et godt udgangspunkt. Nuet er et stærkere sted at søge hen...
Men måske ...
Måske....igennem musik....
måske....Til musikken, igennem musikken...
lørdag den 5. juli 2008
7 måneder i tibet
Livet. Tiden. Kedsomhed og ophør deraf. Sikke en spøjs håndfuld dage jeg har haft. Det er simpelthen så hjernedødt dræbende at vente.
Hvordan går det kære? : Tja... jeg har det som en fængslet der venter på dom. I fucking 6 måneder. Eller tja...siden December har det stået på. Siden december har jeg ventet.
Og jeg kommer ud på gårdtur engang imellem. Jeg rejser og lever i korte lykkelige stunder. Men derefter er det hjem til den pengeløse celle af en hverdag, hvor intet er muligt og intet er sikkert.
Jeg ryger og spiller ligegyldige spil og venter. Snakker og finder nye drømme frem...og venter...
Engang troede jeg at jeg var utolmodig...Så gik dette igang og jeg anså mig for værende klogere og roligere. Men nu ved jeg ikke. Nu aner jeg det ikke. Nu fyldes jeg med ro og derefter så vild en irritation, vildskab og helvedesild, at jeg går ud af mit gode skind på daglig basis.
Men der er ikke rigtig nogen anden vej jeg kan gå. Hvis det ikke bliver Dark, så må det blive musikvidenskab på uni. Eller noget andet med den samme mulighed.
Jeg bliver nød til at lære mere og det bliver nød til at være på et etableret plan. Om jeg så må acceotere, at skulle læse lange historiske forklaringer, eller lære børnepædagogik i forvejen...så må det være sådan.
Hvis ikke andet, så er muligheden for at studere i udlandet i det mindste noget der kommer med universitetet. Så det skal nok gå.
En af de ting jeg har haft meget på hjernen på det sidste, er denne bizzare skyldfølelse som ligger et eller andet sted i min samfundsbevidsthed. Jeg håndterer den med mottoet " hvorfor købet et barn i afrika, hvis man via et blowjob kan få en rigmand til at købe en by"....Det kan virkeligt ikke være den arbejdende middelklasses økonomiske ansvar at redde verden. Det er en eller anden form for slavebindingspropaganda, som har erstattet den protestatiske guddommelige skyldfordømmelse. Før skulle man arbejde hårdt for herremanden, for at komme i himmelen. Nu skal man arbejde hårdt for at tjene penge til den tredie verden, så herremanden kan udnytte den mens man selv søger at undslippe sin indre skyldhelvede.
Men den er jo startet et sted. Og det er egentligt ligemeget, om det er en stor ond konspiration, eller om det bare er omstændighedernes spil. Det er forkert og ukonstruktivt.
Som ubemidlet må ens ansvar være, at være et godt medmenneske, et lykkeligt og udlevende individ og en kritisk forbruger. Og så må vi dokumentere så mange gode drømme og tanker som muligt, som lykønskninger og dåbsgaver, til en tid der forhåbentligt kommer, hvor materialisme er en saga blot. Hvor verden er blevet noget nyt som man kun kan håbe på- samlet som én og mangfoldig som evigheden. Uden fucking frygt og had.
Hvordan går det kære? : Tja... jeg har det som en fængslet der venter på dom. I fucking 6 måneder. Eller tja...siden December har det stået på. Siden december har jeg ventet.
Og jeg kommer ud på gårdtur engang imellem. Jeg rejser og lever i korte lykkelige stunder. Men derefter er det hjem til den pengeløse celle af en hverdag, hvor intet er muligt og intet er sikkert.
Jeg ryger og spiller ligegyldige spil og venter. Snakker og finder nye drømme frem...og venter...
Engang troede jeg at jeg var utolmodig...Så gik dette igang og jeg anså mig for værende klogere og roligere. Men nu ved jeg ikke. Nu aner jeg det ikke. Nu fyldes jeg med ro og derefter så vild en irritation, vildskab og helvedesild, at jeg går ud af mit gode skind på daglig basis.
Men der er ikke rigtig nogen anden vej jeg kan gå. Hvis det ikke bliver Dark, så må det blive musikvidenskab på uni. Eller noget andet med den samme mulighed.
Jeg bliver nød til at lære mere og det bliver nød til at være på et etableret plan. Om jeg så må acceotere, at skulle læse lange historiske forklaringer, eller lære børnepædagogik i forvejen...så må det være sådan.
Hvis ikke andet, så er muligheden for at studere i udlandet i det mindste noget der kommer med universitetet. Så det skal nok gå.
En af de ting jeg har haft meget på hjernen på det sidste, er denne bizzare skyldfølelse som ligger et eller andet sted i min samfundsbevidsthed. Jeg håndterer den med mottoet " hvorfor købet et barn i afrika, hvis man via et blowjob kan få en rigmand til at købe en by"....Det kan virkeligt ikke være den arbejdende middelklasses økonomiske ansvar at redde verden. Det er en eller anden form for slavebindingspropaganda, som har erstattet den protestatiske guddommelige skyldfordømmelse. Før skulle man arbejde hårdt for herremanden, for at komme i himmelen. Nu skal man arbejde hårdt for at tjene penge til den tredie verden, så herremanden kan udnytte den mens man selv søger at undslippe sin indre skyldhelvede.
Men den er jo startet et sted. Og det er egentligt ligemeget, om det er en stor ond konspiration, eller om det bare er omstændighedernes spil. Det er forkert og ukonstruktivt.
Som ubemidlet må ens ansvar være, at være et godt medmenneske, et lykkeligt og udlevende individ og en kritisk forbruger. Og så må vi dokumentere så mange gode drømme og tanker som muligt, som lykønskninger og dåbsgaver, til en tid der forhåbentligt kommer, hvor materialisme er en saga blot. Hvor verden er blevet noget nyt som man kun kan håbe på- samlet som én og mangfoldig som evigheden. Uden fucking frygt og had.
tirsdag den 1. juli 2008
lige vågnet...øv
Så var han der igen
Sneg sig ind i mine drømme og vakte længsel
Lortedrøm!
Manden i mine drømme
Som jeg aldrig tror bliver manden i mit liv
Med sine spydige
drillende og udfordrende
interne vittigheder
sine faste hænder
og sin sikre favn
sin kamp mod sig selv
Og for sine drømme
hans kroniske "Sence of urgency"
og rastløse vandreture
hans varme smil
og hjerte
tålmodighed i en provokerende
og pirrende grad
og selvfølgelig hans klarsyn...og min spejling...
Fucking lortedrøm
--------------------------------
Jeg hader myterne for, at have opdraget mig til at have den virus installeret. Den fuldstændigt vandvittige idé, at der findes dén éne puslespilsbrik, der får det hele til at rykke. Den bizzare idé, at der findes én der komplimenterer min lykke. Fuck. LÆNGSELSFÆNGSEL!!!!
Hmm... Gad vide om jeg kan finde en kur for det idag, som ikke involverer alkohol....
Sneg sig ind i mine drømme og vakte længsel
Lortedrøm!
Manden i mine drømme
Som jeg aldrig tror bliver manden i mit liv
Med sine spydige
drillende og udfordrende
interne vittigheder
sine faste hænder
og sin sikre favn
sin kamp mod sig selv
Og for sine drømme
hans kroniske "Sence of urgency"
og rastløse vandreture
hans varme smil
og hjerte
tålmodighed i en provokerende
og pirrende grad
og selvfølgelig hans klarsyn...og min spejling...
Fucking lortedrøm
--------------------------------
Jeg hader myterne for, at have opdraget mig til at have den virus installeret. Den fuldstændigt vandvittige idé, at der findes dén éne puslespilsbrik, der får det hele til at rykke. Den bizzare idé, at der findes én der komplimenterer min lykke. Fuck. LÆNGSELSFÆNGSEL!!!!
Hmm... Gad vide om jeg kan finde en kur for det idag, som ikke involverer alkohol....
tirsdag den 24. juni 2008
fuck, lort og klamydiabolden...
Pisse hurra... Så jeg har taget næsten 10 kilo på ude af den blå luft. Skide godt. Jeg har mistet halvdelen af mit tøj og ved ikke hvad ialverden mit liv kommer til at indholde i fremtiden, fordi jeg stadigvæk ikke har hørt fra den fucking kommune.
Samtidigt er jeg nummer tre, på en takkeliste med to pladser. Fuck. Jeg har præsteret det bedste jeg kunne i projektet, og det er tilsyneladende ikke mere værd, end at jeg endnu engang var en af de " uvurderlige medhjælpere" ... Men ikke mere uundværlig end at det bliver til et såen "tak for hjælpen og ha en god sommer" ... Hvilket vel også er ok... Så kan jeg lære at arbejde sammen med folk der ikke engagere sig synderligt i andre mennesker....
Fuck fuck fuck hvor er jeg pisse vred og ullykkelig over min krops tilstand. Jeg troede fanme at jeg ville tabe noget af sidefedtet af at fise rundt i en skov og lave ting. Men nej...Gave til mig er forfærdeligt selvbillede som midsommergave.
Hvad fanden kan jeg gøre? Hvordan fanden kan jeg leve bare nogenlunde gennemsnitligt uden at svulme? Skal jeg dedikere halvdelen af min vågne tid på kostanalyse og tilberedning? Fuck Fuck Fuck dig lorteverden.
Jeg er stadigvæk ikke helt igennem processen med at gennemkigge arbejdsprocessen...men det er så småt ved at falde på plads...Et af spørgsmålene er, om man overhoved kan komme helskindet igennem en arbejdsprocess uden at have et fælles værdigrundlag... Jeg mangler ihverttilfælde nogle stykker af huden. Men grundlæggende må det være selvforskyldt, da det var helt på eget initiativ at jeg smed mig selv ud i det eventyr.
Samtidigt er jeg nummer tre, på en takkeliste med to pladser. Fuck. Jeg har præsteret det bedste jeg kunne i projektet, og det er tilsyneladende ikke mere værd, end at jeg endnu engang var en af de " uvurderlige medhjælpere" ... Men ikke mere uundværlig end at det bliver til et såen "tak for hjælpen og ha en god sommer" ... Hvilket vel også er ok... Så kan jeg lære at arbejde sammen med folk der ikke engagere sig synderligt i andre mennesker....
Fuck fuck fuck hvor er jeg pisse vred og ullykkelig over min krops tilstand. Jeg troede fanme at jeg ville tabe noget af sidefedtet af at fise rundt i en skov og lave ting. Men nej...Gave til mig er forfærdeligt selvbillede som midsommergave.
Hvad fanden kan jeg gøre? Hvordan fanden kan jeg leve bare nogenlunde gennemsnitligt uden at svulme? Skal jeg dedikere halvdelen af min vågne tid på kostanalyse og tilberedning? Fuck Fuck Fuck dig lorteverden.
Jeg er stadigvæk ikke helt igennem processen med at gennemkigge arbejdsprocessen...men det er så småt ved at falde på plads...Et af spørgsmålene er, om man overhoved kan komme helskindet igennem en arbejdsprocess uden at have et fælles værdigrundlag... Jeg mangler ihverttilfælde nogle stykker af huden. Men grundlæggende må det være selvforskyldt, da det var helt på eget initiativ at jeg smed mig selv ud i det eventyr.
søndag den 22. juni 2008
det ender altid i tud...
Sommer er for mig blevet lig med store oplevelser og stor overvældelse. Jeg sidder ligenu, i en seng i holland og prøver at finde hjem til mig selv.
De sidste par uger har været dramatisk formet af, at jeg sendte en sms til Bjarke og spurgte om han havde brug for hjælp " med det der livedims i holland"
Efter det har det skridt for skridt været n nærmest ubeskrivelig process der har ledt mig til det her punkt. Fuldstændigt udmattet, fuldstændigt ustemt og med de indre vande i fantastisk oprørthed.
Samtidigt med, at jeg sidder her, sidder nogen af mine absolut yndlingsmennesker i en autocamper og rejser på tværs af usa. Det er et vidunderligt eventyr som jeg absolut under dem. Jeg ønsker brændende at det endag tilfalder mig at opleve noget lignende, men samtidig er det foruroligende, at bare to ugers fremmedgjorthed rygger mig sådan rundt.
Jeg er på ingen måde hærdet nok til, at ville kunne hengive mig til sådan en åbenhed i så lang tid.
Og jeg ved sq ikke om jeg nogensinde når derhen.
Hvirvelvinde af amokagtighed rundt om mig. Armene strakt ud i troen på, at de vil få mig til at lette...Så meget vind er der, at jeg glemmer at jeg selv har vinger. Så mange spørgsmål og så meget styrke bag ved dem, at jeg glemmer mine egne. De spørgsmål jeg elsker og sætter højest.
Selvom dette har været en rejse til den lille flække Arnhem i holland, så har det samtidig været en rejse ind i andre universer. Eller måske retter ud i dem. Ud i Kunstverdens diskutioner og diskurser og mangel på samme. Ud i abstrakte overvejelser om samme.
Og hjem med en erkendelse af, at jeg ikke ønsker at søge derind.
Det er meget meget bizzart at rejse et velbeskrevet sted hen og værdsætte at have været der, og erkende at det ikke er for én at forstå. Alt i mig søger at kunne fatte det hele. Alting og allesteder. Men dette er en meget menneskelig oplevelse af, at det ikke er til at få hovedet rundt om. At det nok ville være tilgængeligt med intensivt studie, men at det overhoved ikke er indlysende.
Samtidigt vækker det tvivl og selvransagelse. Er det vigtig at opsøge det, nu det er utilgængeligt? Er der overhoved en måde at komme ind til det på som er synlig for mig? Er det som tilskuerne til dette spil, som fordi de blev afvist af spillerne pressede på for at komme ind i tårnet. Men aldrig ville opdage hvad der foregik, fordi der ingen ingang til deltagelse i rollespillet var?
puha...Jeg er faldet lidt ned...måske skriver jeg mere senere.
De sidste par uger har været dramatisk formet af, at jeg sendte en sms til Bjarke og spurgte om han havde brug for hjælp " med det der livedims i holland"
Efter det har det skridt for skridt været n nærmest ubeskrivelig process der har ledt mig til det her punkt. Fuldstændigt udmattet, fuldstændigt ustemt og med de indre vande i fantastisk oprørthed.
Samtidigt med, at jeg sidder her, sidder nogen af mine absolut yndlingsmennesker i en autocamper og rejser på tværs af usa. Det er et vidunderligt eventyr som jeg absolut under dem. Jeg ønsker brændende at det endag tilfalder mig at opleve noget lignende, men samtidig er det foruroligende, at bare to ugers fremmedgjorthed rygger mig sådan rundt.
Jeg er på ingen måde hærdet nok til, at ville kunne hengive mig til sådan en åbenhed i så lang tid.
Og jeg ved sq ikke om jeg nogensinde når derhen.
Hvirvelvinde af amokagtighed rundt om mig. Armene strakt ud i troen på, at de vil få mig til at lette...Så meget vind er der, at jeg glemmer at jeg selv har vinger. Så mange spørgsmål og så meget styrke bag ved dem, at jeg glemmer mine egne. De spørgsmål jeg elsker og sætter højest.
Selvom dette har været en rejse til den lille flække Arnhem i holland, så har det samtidig været en rejse ind i andre universer. Eller måske retter ud i dem. Ud i Kunstverdens diskutioner og diskurser og mangel på samme. Ud i abstrakte overvejelser om samme.
Og hjem med en erkendelse af, at jeg ikke ønsker at søge derind.
Det er meget meget bizzart at rejse et velbeskrevet sted hen og værdsætte at have været der, og erkende at det ikke er for én at forstå. Alt i mig søger at kunne fatte det hele. Alting og allesteder. Men dette er en meget menneskelig oplevelse af, at det ikke er til at få hovedet rundt om. At det nok ville være tilgængeligt med intensivt studie, men at det overhoved ikke er indlysende.
Samtidigt vækker det tvivl og selvransagelse. Er det vigtig at opsøge det, nu det er utilgængeligt? Er der overhoved en måde at komme ind til det på som er synlig for mig? Er det som tilskuerne til dette spil, som fordi de blev afvist af spillerne pressede på for at komme ind i tårnet. Men aldrig ville opdage hvad der foregik, fordi der ingen ingang til deltagelse i rollespillet var?
puha...Jeg er faldet lidt ned...måske skriver jeg mere senere.
torsdag den 19. juni 2008
Hvorlænge og hvormeget?
Og hvordan og hvornår? Hvad er der i tiden og hvornår er det den består?
Hvorfor er jeg med i det her kunstprojekt? Hvorfor prøver jeg at vandre igennem kulturmisforståelser og sprogbarriere for at lave noget som helst?
Well... jeg har fundet endnu en ting jeg tror på...Agtigt. Musik værende den første ubestridelige - men valgfrie naturligvis - og så er det altså rollespil. Men ikke som i pointspil eller slay dragen...men som i en vidunderlig sammensmeltning med et andet væsen. Det er vel nærmest som en lille hemmelig lommeforelskelse som jeg hengiver mig til. Et drømmespejl jeg når at holde af. En bunke venner som for evigt er glemt og gemt for resten af verden...
Og jeg ønsker virkeligt at få det her til at virke. At formidle bare en lille bitte smule af det. Øv altså... Men om ikke andet lærer jeg...På livet løs....Som én hvis liv afhænger af det. Bare en lille bitte smule...
Og samtidigt er det somom, at alt hvad jeg foretager mig denne sommer er pumpet med kunstig betydning. Somom at alt det her virkelig vedrører mig...men når alting er skrællet væk...når alting er tyst...så er der kun én ting der er vigtig : Dark. Nu og imorgen og resten af sommeren...det absolut eneste der har været af nogen som helst betydning siden januar... Det eneste og største som jeg fryger og længes efter... Med alt hvad det medfører af angst og amok. Med alt hvad det medfører af selvtvivl.
Men ligenu siger vi, at holland er min bekymring og at det er dét jeg prøver at få til at funke.
Hvorfor er jeg med i det her kunstprojekt? Hvorfor prøver jeg at vandre igennem kulturmisforståelser og sprogbarriere for at lave noget som helst?
Well... jeg har fundet endnu en ting jeg tror på...Agtigt. Musik værende den første ubestridelige - men valgfrie naturligvis - og så er det altså rollespil. Men ikke som i pointspil eller slay dragen...men som i en vidunderlig sammensmeltning med et andet væsen. Det er vel nærmest som en lille hemmelig lommeforelskelse som jeg hengiver mig til. Et drømmespejl jeg når at holde af. En bunke venner som for evigt er glemt og gemt for resten af verden...
Og jeg ønsker virkeligt at få det her til at virke. At formidle bare en lille bitte smule af det. Øv altså... Men om ikke andet lærer jeg...På livet løs....Som én hvis liv afhænger af det. Bare en lille bitte smule...
Og samtidigt er det somom, at alt hvad jeg foretager mig denne sommer er pumpet med kunstig betydning. Somom at alt det her virkelig vedrører mig...men når alting er skrællet væk...når alting er tyst...så er der kun én ting der er vigtig : Dark. Nu og imorgen og resten af sommeren...det absolut eneste der har været af nogen som helst betydning siden januar... Det eneste og største som jeg fryger og længes efter... Med alt hvad det medfører af angst og amok. Med alt hvad det medfører af selvtvivl.
Men ligenu siger vi, at holland er min bekymring og at det er dét jeg prøver at få til at funke.
Abonner på:
Opslag (Atom)