men noget mangler....

Energien er høj. Det er skønt. De antidepressive har holdt mig fra endnu en fimbulvinters sjæleforfald. Overskud gør mig i stand til at kæmpe imod dagligdagens venden af 50 ører og kampen om den næste weekends miniluxus...

Men jeg mangler noget kapow...Noget foræret...Et magisk indskud til at løfte det op. Alt er nøjsomt...alt er velvægtet og beregnet til at holde vinteren ud og længere.

Jeg længes efter Jul...Naturligvis ikke som den kapitalistiske forbrugshelligdag...men som i det eventyr der fortaltes år efter år. Det eventyr der gør drømme til virkelighed. Det lille julemirakel der bringer lyset tilbage i øjnene i den kolde tid.

For ellers går bjørnekvinden i hi og venter på vintergækken. Ellers pakker jeg dynerne tættere om ørene og drømmer om en tid, hvor ærterne søger til overfladen og gør alting appetitteligt igen. Det er på ingen måde deprimerende som det har været i årene før. På ingen måde trøstesløst og uundgrundeligt...Men der er bare helleringen magi. Ingen eventyr. Ingenting til min drømmesjæl.

Ikke kun i mangel på egen, men også af kærlighed til dem omkring mig, hjælper jeg med at skabe hvad jeg kan...Men i skrivende stund er der ved at være minus på kontoen. Ikke endnu. Jeg ved hvad tegnene er...nu har jeg brug for at verden giver mig noget fantastisk. At det ikke bare er skønt at være i live...men at det er skønt at jeg er i live...og at verden også søger det...somehow...hvis det overhoved passer....for som tingene står til ligenu, så virker det ligemeget... Den sidste uge har fucket mig over på den konto og jeg har egentligt ikke lyst til at gå ud og få mere af den lort. Ikke retfærdigt træt af individernes egoisme...men timingen af, at det alt sammen ligger samtidigt er nok. Især samtidigt med, at vinteren gør verden uinspirerende og inaktiv... Øv bøv og fuck alle der har eventyr og ressurcer til at skabe sig flere... Prut!

Blogtænketanker

Der er en masse ting, som jeg har haft lyst til at blogge på det sidste. Men det er ikke blevet til indlæg. Det har jeg lige fundet ud af, er fordi jeg finder dem for personlige og for "det rager ikke hvem der end skulle læse med" agtigt. Men den opfattelse svinger stadigvæk med trangen til at skrive. Jeg har fundet ud af hvorfor det er blevet sådan. Det er hvad der sker, når to gode veninder rejser et år til udlandet, samtidigt med, at jeg oplever små men intime problematikker i min hverdag.

For jeg har ikke så mange i landet, der kan høre på mine små spøjse eventyr og mærkeligheder med Svenskeren. Om hvor svært det er, at opdage helt nye områder af seksualitet, sammen med en der løber fra en i erfaring. Om hvordan det bliver endnu mere småting, fordi der går så langt imellem møderne. Om hvordan det i det heletaget er, at holde af en på afstand, og synes det er fint at det er som det er, samtidigt med, at jeg må finde en måde, bare en enkelt gang, at tage til sverige....For det er for nuanceret til en chat eller en telefonsamtale til grønland. Og jeg kommer ikke til at snakke med hende på new zealand før hun vender hjem. Det er en af den slags ting, som kræver en form for venindehverdag for at kunne dele.

Og det samme er alle de andre nuancer af seksualiteten der foregår. Og frustrationen over, at være blandt de normer der nu engang er omkring mig. Og den ringe kontaktflade jeg har i øjeblikket, låst af økonomien som jeg nu engang er. Sådannogen hverdagstrivialiteter som at overveje internettet som kontaktmuligheder, og det lort der kan komme ud af det. Og hele tingen med, at finde nogen man svinger med, inde for de livsstilsvalg som jeg har.

Det er 2008...Det år alle rejste væk og jeg sad fast. Men også et år som er en del af mit liv, som jeg stadigvæk er taknemmelig for og som jeg føler går fremad. Det er bare meget mere i detalier. Med briller på der gør, at de små ting også kigges efter i krogene. Ting bliver tunet ind og finpudset og prøvet af. Ting jeg ikke før har haft overskud til at tage hånd om.

Jeg ved ikke, om jeg kommer til at få mere overskud af de her ting...men jeg er optimistisk. Men det er vel også bare noget jeg generelt er. Så det ved jeg ikke, om er en faktor at regne med, i en vurdering af om det kommer til at virke. Men hvad er tingene uden håb? Tja... Der skal nok komme en eller anden dum samling slam ud af mine initiativer. Forhåbentligvis kommer motionen og yogaen alligevel til at give mere pluds end minus...selvom jeg nok skal forstrække en albue og vride mit underliv skævt i forsøget. Forhåbentligvis kommer mit nye økonomiske overblik til at hjælpe, selvom det nok ender i mange konkurs alligevel...men fremtiden vil vise, hvilke uventede uheldigheder der kommer min vej. Smerten i min kæbe er sikkert kraniebetændelse eller en forstrækning som gør, at jeg skal sove i en sele resten af mit liv. Og jeg når sikkert ikke at få søvn nok, inden jeg skal forklare det til min læge imorgen.

Nye horisonter

Endelig har mit livs skib fået en ny misson. Den ligger relativt langt ude i fremtiden, men i det mindste skaber det ro, og en stille forventningens glæde. Jeg havde egentligt opgevet den nuværende kamp, men en landing i barndomshjemmet gav atter ro og mod på livet. Endda noget kampgeist tilbage.

Der er noget meget vidunderlig ved, at være en del af en familie. Især en, der ikke er fucked op og kaotisk. Denne havn er Hjem og den varmer og giver mening. Den giver styrke til, at vende tilbage til kampen og give den en skalle til.

Det er usansynligt at jeg vinder, men det er vigtigt at jeg prøver. Det må afsluttes så et eller andet resultat kan komme frem. Og jeg bliver nød til at følge processen, for at se hvilke muligheder der kommer til at byde sig,- om de så først viser sig på den anden side af horisonten.

Så alle mand til infermeriet og derefter til træningsbanerne. Vi gør klar til 8'ne runde af Stjerneskibet versus Systemet.

its a wonderful life

Sangen jeg har på hjernen konstant.

Og intet andet vækker mere genklang. Floskelfyldte sætninger og tung melankoli. Jeg er blevet vandvittig fan af "Black" på en et lille døgn. Lige om lidt ryger jeg min sidste smøg igen og vender og drejer mig for at lade somom jeg sover. Eller hvad det nu end bliver. Melankoli appelerer enormt meget ligenu. En ting jeg har forkastet og set som ligegyldigt er måske lige det der skal til.

No need to laugh or cry
its a wonderful wonderful life

I armene på livet

Ligenu ville jeg ønske, at jeg kunne rulle mig sammen og være tryg og fortrøstningsfuld. Føle noget tillid til noget i fremtiden. Føle optimisme om et eller andet. Have lidt overskudsbrænsel til mit hjertes ild, så noget af mig kunne holde en pasue med at vogte. Så en del af mig kunne holde fri og frigive noget energi til en anden opgave.

For jeg tænger til, at have overskud til at græde. Hulke igennem over omstændighederne. Få afløb for alle frustrationerne ved at overgive mig til sorgen over mit lille univers tilstand. Men alle instanser er optaget. Alle mekanismer bruges på at flyde og holde noget kontrol. Opretholde håbet. På det punkt er der intet nyt under solen.

Og ting smuldrer i kanterne. Stoffet flås og hives dag for dag. Ingen økonomi. Ingen overskud og derved intet socialliv. For jeg fucking nægter, at blive ved med at "låne" og være en byrde.

Og kroppen lider. Men det har den gjort i mange år. Det slider bare mere på den, at jeg ikke kan holde ud at invistere i den.

Og det der har været af småromantik har afklædt sig som banalt eller kompliceret igen. Ingen nemme skyer, ingen nemme drømme der.

Jeg ville ønske at jeg kunne græde det ud. For istedenfor vikler det sig omkring min sjæl og gør mig bizzar når jeg endelig møder verden. Èt stort søgende spørgsmålstegn, der længes efter mening, selv i småtterierne. Længes efter udveje i ting der handler om nærhed. Længes efter grande oplevelser i ting der søger at være hyggelige. Pubad. Pubad og ad. Jeg glæder mig til, at jeg måske en dag kan græde af lettelse.

Ned i kælderen igen...

Så er det på tide. Sidste års udgravninger gav resultat og forandringer. Tiden der er gået har bragt ro og udvikling. Men nu skal der kigges indad igen. Projektet bliver aldrig færdig, og de ting der skulle falde på plads er nu på de rette hylder. Nu er det tid til at rydde endnu et par kvadratmeter af den mørke kælder.

Søvnmosteret skal findes og identificeres. Måske er det ikke det, der først kommer frem, men det er helt bestemt en af de "most wanted" sjælegnavere.

Og så er der et eller andet med kontrol og mennesker...Eller forventninger til dem...Eller myten om dem. Jeg er ikke helt på sporet endnu, men jeg har klart færten. Jeg er igang med at lure, hvormeget de forskellige ting spiller ind. Usikkerhed, arrogance, forventninger, forsvarsværker og så videre.

.................

På hverdagsplanet har jeg to fantastisk søde finske piger på sofaen som har været her siden i mandags. Det er, som altid, en skøn oplevelse med pust fra udlandet, men en sjov ting, er den ting der er det éneste der har irriteret mig. Og det er helt simpelt og banalt. Når toilettet er optaget...Dammn...når man er opdraget i et hus med to dasser...ja så kan det pludseligt mærkes når andre bruger tid derude.
Det er endnu såen en eneboerting som slår igennem. Jeg er virkeligt ikke synderligt socialt dresseret i øjeblikket.

Men jeg elsker at vise folk rundt og finde eventyr. Det er en god kompensation når der er lavvande i ens eget liv. At få set byen med nye øjne osv. Selvom jeg ligenu længes efter at skulle pakke min egen kuffert og komme afsted. Og længes efter spændende oplevelser hele vejen rundt. Ih altså...det hjælper hellerikke på det at være syg. Øv...

Men nede i kælderen venter endnu en gåde og endnu en udfordring. Endnu en løsning på endnu en knude. Og når knuden er fundet og løsnet venter endnu en oplevelse og en udforskning og en form for accept.
Det er i det mindste et eventyr der tilfalder mig.

------------------------------

Men jeg arbejder i øjeblikket på, at acceptere at det er godt at tage nogle hårde oplevelser fordi der kan komme noget godt ud af det. Det er igennem så langt tid blevet tævet ud af mig, at jeg godt kan gøre tingene - fordi de bør gøres- men ikke har en forventning eller en tro på at det kan forbedre omstændighederne. Jeg tror det kræver et lille blomsterbed indeni. Et sted der ikke kan skades hvor såen håbsblomsten bliver gødet når det går godt, men ikke bliver skadet af modgang. Og frøene er plantet. Så er det bare op til tiden at vise, om jeg formår at være en god gartner.

out of fuel...

Passion

Desire

Det har været en super nærig uge. Med alle mulige helt almindelige provokationer af selvet- som livet består af - og så samtidigt ekstremt press på de store hv spørgsmål.

Og for 10 minutter siden følte jeg resignationen. Opgivelsen. Svømmemusklerne der længtes efter, at give sig hen til strømmen og holde pause. Måske endda holde helt op. Droppe drømmen om rummet og stjernerne og påtage hverdagsmyternes længsler om dyrere, større, pænere. Ånde ud og dykke ned i strømmen hvor alt er mellemtoner og behagelige farver. Frasige den lille smule kunst der kunne være i min eksistens til fordel for tilpasning.

For jeg blev kaldt til ansvar igen igen. Blev med samfundsretfærdige stemmer afkrævet forklaring og retfærdiggørelse igen igen. Børn der dør i afrika, børnefamilier der betaler skat. Mig der ikke er til gavn for produktionen ligemeget hvordan jeg bliver vendt og drejet.

Med et dybt ønske om at blive specialist, blev jeg alment veluddannet. Men stadigvæk ikke synderligt værdifuld på nogen punkter. Jeg ved ikke hvor det er det er gået skævt. Men ilden i mig skriger stadigvæk på forløsning. Samfundssindet i mig trænger til en løsning. Og for første gang nåede spørgsmålet helt ind til flammen. Resignation? Lade det blive en eller anden ungdomsdrøm og få mig katte og flere potteplanter og et sekretærjob hvor jeg brilliere ved julefrokosterne?

Måske...

Ligenu ser jeg ingen vej udenom. Men jeg føler ilden.





Og alt dette har holdt søvnen fra mig igen...